Page 15

Jagt&Jæger 0116

JAGT om de tre dyr jeg så for et øjeblik side. “Åårrk der er mange", siger Jan der har utroligt godt styr på hvad der bevæger sig på hans areal. Afsted det går. Jeg beslutter mig for at prøve den mest åbenbare mulighed, nemlig de tre stykker råvildt fra før. Vinden passer fint og jeg kan i ly af pilen forholdsvis hurtigt komme tæt på hvor det begynder at blive spændende. Jeg står helt henne ved pilekrattet og mangler bare lige to-tre skridt mere inden jeg kan se dem. Jeg tænker, er det virkelig allerede nu? Skal jeg godtnok allerede velsignes med et jagtheld så stort at jeg på første dag med min nye bue i hånden skal nedlægge et stykke vildt? Jeg trækker buen og læner mig frem for at se hvor de står. Der er ingen dyr… Hvor er de blevet af ? De var her jo lige for et øjeblik siden og nu er de væk. Gode råd er dyre og jeg lister nordud for at se om de er gået den vej. Men stadig ingen dyr at se. Jeg tænker, at det var måske nok også rigeligt heldigt hvis jeg skulle have sådan en start med buen og går langsomt langs en grøft hen til næste lille remisse hvor der kan være en chance. Efter tre remisser mere, hvor der intet har været, brummer min telefon i lommen på mig. Det er Jan der ringer. Han står hjemme på gården og kan se hvordan der sprøjter råvildt ud af de remisser jeg bevæger mig i. Jeg takker for info og tænker, “hvad søren gør jeg galt, jeg plejer da godt at kunne pürsche". Jeg kigger på klokken. En time er der kun gået, og jeg har allerede afsøgt tæt på halvdelen af Jans område. Måske iveren alligevel har fået tag i mig,? tænker jeg, og beslutter mig for at sætte mig og falde lidt til ro så jeg kan huske at gå på jagt i stedet for at forcere terrænet som en anden ruhåret hønsehund. Jeg bruger de næste timer i meget langsomt tempo og ser desværre ikke noget, der giver anledning til at pulsen kan stige. Da jeg er næsten igennem den sidste remisse som der ligger en rigtig god andesø i midten af, kommer der, midt på dagen, en lille flok på 3 krikænder flyvende. Jeg kan ikke Krikandsk, så på bedste Gråandsk kalder jeg et par gange og får dem vendt. De slår sig ned i den modsatte ende af søen i forhold til mig. Jeg kalder igen på samme gebrokkent gråandsk og om ikke jeg er så heldig at de letter og flyver lavt hen over vandet, lige imod mig. Jeg sidder godt skjult imellem to små grantræer og får trukket buen lige inden de lander. Og da de slår sig ned, under 10 meter fra mig, tager jeg sigte på en af dem og slipper pilen. Jeg ser pilen studse på vandet og lande langt ude på noget vegetation. Hvor blev anden jeg sigtede på af? Fløj den med de andre to? Mange tanker melder sig indtil jeg får øje på den. Den ligger stendød nøjagtig hvor den landede. Sikke en lettelse. Og hvilken fantastisk start på en buejagtkarriere. En krikand, med bue, helt fantastisk udbryder jeg. Jeg er helt overstadig og kunne ikke ønske mig noget bedre og større end at nedlægge vores mindste og hurtigste and på den første dag med buen. Og netop derfor overskriften “Når den mindste bliver størst". Jeg får ringet til Jan, der bliver helt vild, da han hører om det skete og kort tid efter kommer han susende på sin atv med waders og en lang stage. Vi får bjerget både and og pil. Det viser sig at anden er halsskudt. Halsen er skudt halvt over lige over kroppen. Sikke et skrøbeligt jagtheld der mindst lige så let kunne have endt med en anskydning eller en ren forbier. Der er godtnok bare mest plads uden- om. Især med buen og jeg er glad for at jeg har brugt så mange timer på at træne på forskellige afstande som jeg har, da jeg tilskriver det noget af skylden for at det denne gang blev stolpe ind. Tekst og foto: Glenn Mosbæk Hegaard Februar / Marts 15


Jagt&Jæger 0116
To see the actual publication please follow the link above