Page 26

Jagt&Jæger 0116

JAGT Vestsøen i østenvind Som trækjæger er man helt klar over, at det gælder om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det med tidspunktet er måske også til at regne ud, men det hjælper jo ikke så meget, hvis ikke man har det rigtige sted, eller kender nogen der har det. Men det gør jeg. Og han har endda det helt rigtige sted. Han arbejder på en større gård, hvor han bla. opdrætter lidt fasaner, og ellers holder en smule øje med krager og ræve i sin fritid. For dette "arbejde" har han fri duejagt, så det nyder jeg godt af, og da jeg samtidig har en arbejdsgiver, der er ret forstående for at jeg kan flekse når det rigtige vejr er der, ja så er mine muligheder gode. Terrænet er ret kuperet, og det der tiltrækker duerne, er en gammel højskov bestående af rigtig høje bøge og egetræer. Duerne bruger den som raste og soveplads, og når det er oldenår, er særligt bog et attraktivt fødeemne. På den tid af året, hvor bladene er faldet, samles duerne sidst på dagen i trætoppene, inden de på blæsende dage flyver videre mod sovepladsen i nogle granskove. Skoven ligger på et bakkedrag, og i de første år prøvede vi at jage i selve skoven, men det gav væsentlig større forstyrrelse, end det gav duer på tasken, da det at skyde duer kan være svært nok i sig selv, og det bliver ikke lettere af at duerne kommer susende ind over de høje trætoppe. Rundt om på markerne ligger der nogle remiser og beplantninger ved de vandhuller der er, og dem trækker duerne mod på vej til skoven, og ved hård vind kommer de ned i lav højde, for at tage læ af træerne. Det er meget bedre for jagten, da det så ikke på samme måde forstyrrer på sovepladsen i højskoven. Samtidig betyder det mindre med vindretningen, bare der er vind nok, da man så bare sætter sig om i læsiden. Der er også den fordel ved det, at når det foregår om eftermiddagen, er man ikke på samme måde som ved morgentræk, underlagt metrologernes forudsigelser, men selv kan se om vejret nu også passer. På de rigtige dage mødes vi så ved højskoven først på eftermiddagen, hvor vi med det gode udsyn derfra, bliver enige om hvilke remiser der ligger bedst for trækket. Som regel sidder vi ved hver sin remise, men kan hurtigt flytte til en anden, hvis det er der det foregår. Således også forleden, da vinden var gået i øst, og der var faldet en del sne. Vi kunne se at det nok var ved Vestsøen det foregik, hvor der var et godt træk ind over de løvtræer, som stod i læ af granerne. På vej ned over stubmarken, kom vi forbi den anden ende af remisen, og dermed også posten ved asketræsstubben. Uriasposten ved asken. Den fik sit navn for en del år siden, hvor vi var afsted i en nordvestlig kuling. Det var i slutningen af oktober, og de nordiske duer var kommet, og de fløj rundt ved højskoven i store sværme. De trak også videre ned mod den aflange skov ved Vestsøen, og da vindretningen var diagonalt ud over træerne, kom duerne lavt ind mod det ene hjørne i læsiden. Langs langsiden løber en bæk, og lidt nede af skrænten er der en stub fra et asketræ, hvor mange nye skud var skudt op i mandshøjde, og dermed kunne give et rimeligt skjul. Her valgte min kammerat at stå, mens jeg fik den bedste plads for enden af skoven, så vi begge kunne skyde til det hjørne, hvor de fleste duer trak ind.
De første flokke kom hurtigt efter vi var på plads, og jeg fik hurtigt fundet foranholdet, mens det tilsyneladende kneb lidt for min kammerat. Selv om jeg ikke altid kunne se hvad han skød efter, afslørede de forbidrivende duefjer om en træffer, men da der ikke havde været fjer i luften efter han havde skudt en del gange, kunne jeg ikke lade være med at råbe til ham, om hvordan det gik, og hvor mange han fik. Nu bruger han tit nogle gamle talbetegnelser, så som en halv eller en hel snes, et dusin, men det svar jeg syntes at kunne høre, lød mere i retning af : "Aarrh Hold Kæ..", så det betyder nok ikke så mange. Normalt er han bedre skydende end mig, men den dag gik det slet ikke for ham, og han mente vi skulle bytte plads, men det så jeg nu ingen grund til. 
Vinden måtte være drejet en lille smule, for nu kom der markant flere duer ind på langsiden ved asketræet, og nu var der ingen vej uden om. Som gæst skulle jeg helt bestemt have den bedste plads. Vi fik byttet, og jeg lagde fint ud med at lave en double' , så jeg kunne ikke lade være med spørge om, hvor svært det kunne være. Men ak, hovmod står for fald. De næste mange gange der kom duer, var det noget op og ned med træfprocenten, og det hang sikkert sammen med, at samtidig med at vinden var drejet, var den også frisket endnu mere, så den nu var oppe på hård kuling og storm i stødene. Når det en enkelt gang lykkedes at få en due i andet skud, faldt den ofte 75 meter ude på marken, når den blev båret væk med vinden. Jeg måtte så ty til det gamle råd om kun at stoppe 1 patron i, for at koncentrere sig om det, men lige meget hjalp det. Duerne kom ind i spidsskud nogle me- Februar / Marts 26


Jagt&Jæger 0116
To see the actual publication please follow the link above