Page 27

Jagt&Jæger 0116

JAGT ter over jorden, men der gik nogen tid, inden jeg fandt ud af, at selv om det så sådan ud, kom de slet ikke lige på, men nærmest zig-zag'ende som en bekkasin, bare imod en, og inden man fik hold på duen, måtte man ofte opgive og så få hold på en anden, fordi den første var kommet alt for tæt på. Nu var det min kammerat der spurgte til hvordan det gik, men jeg lod som om jeg ikke kunne høre det i stormvejret. I stedet for at skyde til dem der kom spidst på, regnede jeg med at det ville gå bedre, hvis jeg valgte at skyde til dem der kom ind til sideskud. Der var jo duer nok at vælge imellem, da det oftest var flokke der kom ind. Det gik dog ikke meget bedre, for når de steg for at komme op over trætoppene, hvirvlede de tillige også op og ned, så det var på ingen måde nemmere. 
Der var kun et at gøre, nemlig at stoppe med at skyde et stykke tid, og vente på, om man som en fugl Fønix, kunne rejse sig fra (og ved) asken. Det gik også bedre derefter, men selv om der faldt mange duer, ja så var der ingen af os, der ligefrem pralede med, hvor mange patroner vi havde brugt. Den post var der ikke megen rift om de næste gange vi var afsted, og senere har en venlig mand fjernet asken med en motorsav, men min kammerat bedyrer hårdnakket, at det ikke er ham. Vi nåede efterhånden ned til Vestsøen, og det var godt at komme om i læ af træerne for den skarpe østenvind, og få fundet det flytbare skjul frem, og få det placeret det rigtige sted. Da jorden var frossen, skulle der stampes lidt på jernstængerne for at få dem i jorden, alt imens man holdt øje med, hvor duerne trak ind over træerne. Lokkeduer og andet lokkegrej bruger vi normalt ikke, da det er træerne duerne trækker efter, så vi var hurtigt færdige. Der gik heller ikke lang tid, før de første flokke kom ind i den rigtige højde, og hvad var endnu bedre, så var der ikke så meget slinger i valsen, men de holdt en stabil kurs lige på. De fleste har nok prøvet at komme for sent afsted til et morgentræk, hvor fuglene er begyndt at række, mens man er ved at arrangere lokkefuglene, og sådan er det næsten altid med eftermiddagstræk, men der ved man, at det kun er begyndelsen af trækket, så der er ikke så meget stress på. Jeg ventede med at skyde, til der kom nogle rigtig gode chancer for at komme godt fra start, og hunden var også helt klar. Hun ved godt når der er ved at ske noget, og selv om udsynet må være begrænset i bunden af skjulet, har hun normalt helt styr på hvilken vej hun skal søge. Når der så engang imellem er 2 der skal hentes, skal hun dog have stukket en retning ud, men ellers knaldapporterer hun lystigt. At hun så har en tyrkertro på, at der nok er duer der skal hentes hver gang der er blevet skudt, er noget hun har svært ved at forstå at der altså ikke er, men der bliver ledt intenst alle vegne, hvis hun kan se sit snit til at komme afsted, mens jeg holder øje med den due der blev skudt til. Efter den første kasse patroner var brugt op, skød jeg til en due som kun fik enkelte hagl, og den fortsatte med lansomme vingeslag over mod den anden remise, hvor min kammerat sad, men inden den nåede derhen, faldt den lungeskudt til jorden. Ofte finder musvågen forbavsende hurtigt sådan en due, og så er der ikke meget tilbage af duen. Når jeg har skudt en del duer, bliver jeg ligesom mæt af det, så jeg hankede op i termokanden og fotografiapparatet, for at apportere duen, og tage nogle billeder af de duer min kammerat skød. Her er der godt nok ikke noget med at beregne foranhold, men det er nu alligevel noget sværere at skyde med kameraet, end med geværet. Det var næsten klaret helt op, og der var ikke mange skyer på himlen mod vest, så selv om det vel frøs en 5-6 grader, var det helt behageligt i solen. Den gav dog også nogle problemer med at få set nogle af duerne i tide, men bare man sad stille i sin hvide overtræksdragt, var der ikke så mange der slog af. De blå duer på en lyseblå himmel ser rigtigt godt ud, og når det hele så også ender med en lille fjersky i luften og en due på vej mod jorden, ja så var det bare toppen. Flotte skud og fæle forbiere på oplagte chancer, bevirkede at de første æsker patroner hurtigt blev brugt, og jeg kunne høre at der også skete en hel del hos min kammerat. En del gange kom Paljuska, eller Pjuk som hun hedder i det daglige, ikke tilbage med duen, og så måtte man selv med derud. Jeg kan godt huske de første år hvor man ikke selv havde hund, så blev der holdt nøje øje med stedet hvor duen faldt, nu klarer Pjuk det selv, men nu gjaldt det igen om at holde øje. De duer der faldt i en snedrive, efterlod bare et pænt, rundt hul i sneen, så der var ikke meget fært til hunden. En lille time før solnedgang blev vi enige om at stoppe, selv om trækket fortsat var godt, men så kunne duerne stadig uforstyrret nå sovepladsen, og vi havde også fået en god del duer. Vi har på kammeratlig vis en aftale om, især hvis vi er flere, at vi til sidst tæller tomme patroner og nedlagte duer, således at ham der har det dårligste gennemsnit, skal have basser med til næste gang. Det er en god måde til undlade at skyde på de lidt tvivlsomme chancer, og selv om vi nogle gange sidder langt fra hinanden, så bliver der nøje talt skud fra de andre remiser. Der er en del bagerforretninger i området, og gennem årene er jeg kommet til kende en del af dem. Indefra. Efter en lang eftermiddag med mange apporteringer, er der ikke så meget spræl i den gamle hund. Tekst og foto: Trækjægeren Februar / Marts 27


Jagt&Jæger 0116
To see the actual publication please follow the link above