Page 30

Jagt&Jæger 0116

BOGNYT Uddrag af Troels Pedersens bog "Det jagende menneske" (Bogjagt.dk 2015): At opleve jagten er en stor gave at få som voksen, hvis ikke vi allerede har oplevet det forjættende, mens vi var børn. Nogle vil kunne huske manden klædt i grønt komme med bøssen over armen. Som børn fik vi straks associationer til Robin Hood eller andre, som vi var sikre på kunne tale eller på anden måde kommunikere med dyrene. Der var noget mystisk og dragende over de mennesker. Jeg har en tidlig erindring om, at der på et tidspunkt kom én af dem hjem på min morfars gård. Han skulle en morgen sidde på lur efter ræven. Jeg fulgte den grønne jæger i stilhed, og jeg kunne mærke, at det var alvor, samtidig med jeg kunne fornemme, at det var et spil. Jægeren og ræven var ligemænd, der krævedes listighed og årvågenhed fra begge parter. Trods det, at jeg kun nåede jægeren til midt på lårene, gik jeg krumbøjet efter ham i hans fodspor. Jeg så meget op til ham, for det var, ligesom han havde kendskab til noget, andre ikke havde kendskab til. Min morfar, som jeg også så op til, havde i hvert fald ikke, og så måtte det jo være noget særligt. Ved det at jeg i en tidlig alder blev taget med, kom jeg også tidligt til at kende følelsen af forventningens glæde. Ikke fordi jeg selv havde den så meget i starten, men jeg kunne mærke på de voksne, at der var noget på færde. Der var et særligt løssluppent humør. Snart fandt jeg selv spændingen. Mit første bytte blev en aborre i en lille bådekanal, våbnet var korkprop og orm. Snart kom skalle, brasen, gedde, ål, sandart, ørred og stalling også med hjem i gryden. Et liv med frihed, våde sokker og nedlæggelse af forbuds-skilte om "fiskeri forbudt" kom mig i møde og blev sandheden om, at livet ikke altid drejer sig om at komme tørskoet hjem. Synet af en ringende fisk, der står mellem vandranunklerne, kan suge hårdt i maven, og det er den samme fornemmelse, som den voksne jæger får ved synet af bukken, der langsomt kommer ud i lysningen, eller når en sneppe høres lette mellem tætte graner. Skønheden er stor, når den opleves med både hoved og hænder på samme tid, uanset om det gælder buk, sneppe eller fisk. For mig har det smukkeste fiskeredskab altid været kurven, det som englænderne kalder for en "creel". Den er flettet af pil, så der er skygge og luftgennemstrømning, den er smuk at se på, og frem for alt er det i den, vi gerne vil bære vore oplevelser hjem. Og det er jo dét, som gør drømmen virkelig og fuldkommen i øjeblikket, at kunne hjembringe – ikke kun en fangst som en sejr eller stolthed (ikke at forklejne det) – men at kunne hjembringe "det derude". Alle børn kommer for sent hjem fra fisketur, og det er lige så meget en naturlov, at det giver anledning til anseelig ufred ved hjemkomsten. "Jeg skal bare lige have et enkelt kast mere", siger man til sig selv. Man går og laver små regler: "Nu tæller jeg ned fra 10 kast, og så går jeg" – men når nedtællingen kommer til ende, TILBAGE TIL BEGYNDELSEN Februar / Marts 30


Jagt&Jæger 0116
To see the actual publication please follow the link above