Page 112

253939 Psykisk førstehjælp

Psykisk førstehjælp 110 Case: Trafikulykke Det er torsdag aften i oktober. Klokken er 22.30, og det er mørkt. Du kommer kørende i bil på en mindre landevej, da du ser to personbiler, der holder på skrå i rabatten med havariblinkene tændt. Du sætter farten ned og ser nogle personer, der går rundt ved bilerne. Du standser i vejsiden og går hen imod stedet. Du bliver mødt af en mand først i trediverne. Han tager sig til hovedet og virker fortumlet. Du spørger, hvad der er sket. Han giver en noget usammenhængende forklaring, men du kan forstå, at der er tale om et sammenstød mellem de to biler. Det lykkes efterhånden manden at forklare, at han kom kørende med sin familie, da de pludselig blev ramt frontalt af en modkørende. Med i bilen havde han sin kone og deres datter på 2 år. I går helt hen til bilerne, hvor mandens kone står med den lille pige i armene. Pigen græder og moderen er på randen af hysteri. Også hun græder voldsomt, mens hun forsøger at finde ud af, om pigen er kommet noget til. Ved siden af hende står en mand, som åbenbart er fører af den anden bil. Han forsøger at tale til den grædende kvinde og bliver ved med at undskylde. Da han ser dig, kommer han hen og forklarer, at han er frygtelig ked af, hvad der er sket. Han faldt i søvn, mens han kørte og ramte bilen med familien. Han ved ikke, om de er kommet noget til, men spørger om du har en telefon på dig. Det har du. Den grædende kvinde kommer også hen til dig, mens hun knuger barnet ind til sig. Hun er stærkt ophidset og siger, at du skal ringe efter en ambulance. Du spørger, hvad der er sket, men hun affærdiger dig og siger blot, at du skal ringe efter en ambulance omgående. Hendes mand er stadig en smule fortumlet og prøver forgæves at få hende til at falde til ro. Manden fra den anden bil forsøger stadig at trænge igennem med sin forklaring om, hvor dårligt han har det, med at han faldt i søvn og var skyld i ulykken. Stemningen er temmelig kaotisk. • Hvad gør du? • Er der forskel på, hvordan de enkelte personer skal hjælpes? • Hvordan vil du selv forholde dig i situationen og bagefter? © Beredskabsstyrelsen 2010


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above