Page 14

253939 Psykisk førstehjælp

Psykisk førstehjælp 12 med døden. Konfrontationen kan ske i form af f.eks. alvorlig sygdom, tilskadekomst eller død – eller truslen herom – hos os selv eller i vores nærmeste omgangskreds. Vi oplever, at døden kan komme når som helst, og at vi ikke kan kontrollere den. Derved bliver vi stressede og angste. Det kan være svært at sætte navn på angsten, og det er denne navnløse angst, der virker nedbrydende. Kan der sættes navn på angsten, kan den vendes til frygt eller sorg – f.eks. frygten for selv at dø eller sorgen over et tab. Disse følelser er mere konkrete og derfor nemmere at forholde sig til. Gennem processen opnås et mere accepterende forhold til døden, og resultatet bliver måske øget livskvalitet. Personen, der har gennemlevet et sådan forløb tager ikke ubetinget livet for givet på samme måde som før, men bemærker flere positive detaljer i sit liv og føler, at udbyttet er større end før. Lykkes det derimod ikke at sætte navn på angsten, kan den basale tillid til livet forblive ødelagt, og personen må have hjælp til at genvinde balancen. Aleneheden Dybest set er mennesket alene. Vi fødes alene og dør alene. Uanset hvor mange relationer vi indgår i gennem vores liv, og uanset hvor intense disse relationer bliver, er det kun os selv der ved, hvordan vi tænker og føler. Mennesket er et socialt væsen, og relationer til andre mennesker er en basal nødvendighed. Aleneheden berører os ikke i dagligdagen, hvor vi netop indgår i mange sociale relationer. Men i en traumatisk situation, hvor vi oplever ukendte tanker og følelser, bliver aleneheden pludselig mærkbar. Vi føler, at ingen andre vil kunne forstå, hvordan vi virkelig har det, og igen opstår den navnløse angst. Isolerer man sig, bliver man ensom og indelukket. Klamrer man sig til andre, bliver man uselvstændig og afhængig og mere bange for livet, end man var før den traumatiske begivenhed. Angsten må forløses sammen med andre, der er forstående overfor følelsen af alenehed og hjælpeløshed. Derved kan man forholde sig til og bearbejde følelsen af forladthed. Det positive resultat bliver, at man har set aleneheden i øjnene, og derved bliver bedre til indgå i relationer, hvor både nærhed og afstand har betydning. Meningsløsheden Som før nævnt er vi vant til, at der er en vis orden og forudsigelighed i tilværelsen. At vi rammes af traumatiske begivenheder synes ofte helt tilfældigt og uretfærdigt. Vi har mistet kontrollen over vores eget liv og kan ikke umiddelbart genfinde den. Verden er blevet et farligt sted at opholde sig. Spørgsmål som “Hvorfor skulle det lige ske for mig?” bliver ofte stillet, men der findes intet svar – ingen mening. Vi kan ikke sammenligne oplevelsen med noget, vi kender, for vi har ingen erfaringer, der kan måle sig med den ukendte situation. Første skridt til at bearbejde angsten for meningsløsheden er at forsøge at få besvaret nogle af de mange påtrængende spørgsmål, f.eks. “Hvordan kunne det ske?”, “Hvem var skyldig?” og “Kunne det være undgået?”. Dernæst skal angsten vendes til en eller flere følelser, der nemmere kan bearbejdes udfra vores tidligere erfaringer. Disse følelser kan, som tidligere nævnt være eksempelvis frygt eller sorg. Meningsløsheden virker overvældende, og lærer man ikke af forholde sig til den, er der risiko for tab af troen på livet. Overvinder


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above