Page 34

253939 Psykisk førstehjælp

Psykisk førstehjælp 32 og ser ud ad vinduet eller skæver til en avis, vil den ramte ikke føle, at der bliver lyttet til ham. Så længe den ramte taler ubesværet, er det vigtigt ikke at afbryde. Selvom talestrømmen kan synes lang, skal den ramte have lov at tale, for derigennem kan han få sat ord på sine tanker og følelser. Hvis den ramte går i stå, og hjælperen fornemmer, at der ikke er tale om en tænke-pause, er det en god ide at stille spørgsmål, der kan hjælpe den ramte videre. Man kan bede den ramte om at udbyde noget, han tidligere har fortalt, eller man kan spørge direkte til hændelsen. Jo flere detaljer den ramte beskriver, des bedre. Vær dog opmærksom på ikke at stille spørgsmål, der kan bringe den ramte i forlegenhed, f.eks. spørgsmål der handler om meget personlige forhold, som han ikke selv har omtalt. Men spørg gerne til oplevelser i forbindelse med det skete, f.eks. ”Var der noget, der gjorde dig særligt bange?”, ”Hvad var det værste ved oplevelsen?” og ”Hvordan tror du det bliver at komme på arbejde i morgen?” Husk at der ikke er tale om en afhøring, og at spørgsmålene kun skal tjene som en hjælp til at fremme samtalen. Endvidere bør man huske, at den ramte kan have brug for at fortælle det samme hændelsesforløb igen og igen. De første mange gange kan fortællingerne være helt enslydende – samme ord, samme vendinger, samme tonefald. Hjælperens fornemmeste opgave er at lytte lige interesseret hver gang. Fortællingen er en stor del af bearbejdningen. Vær ærlig En brandmand spørger måske sin kollega ”Tror du de andre opdagede, at jeg brød sammen og måtte forlade stedet?” Hjælperen kan tydeligt mærke, at det piner den ramte meget, og at han virkelig håber, at ingen bemærkede det. Sandheden er, at nogle af kollegerne faktisk var vidne til hans reaktion. Hjælperen har lyst til at sige ”Nej, det så de sikkert ikke…” Men svaret må nødvendigvis være ”Ja, det tror jeg.” Forsøger hjælperen sig med en nødløgn i misforstået venlighed, vil fortroligheden senere krakelere, hvis en anden kollega konfronterer den ramte med et spørgsmål om, hvad der egentlig skete med ham under indsatsen. Selv om sandheden er pinefuld, er det aldrig en løsning at forsøge at ændre den – før eller siden kommer boomerangen tilbage, og så skal man til at forklare sig ud af problemerne. Noget andet er imidlertid at undlade at give alle informationer med det samme. Hvis en person er stærkt chokeret, giver det ikke mening at overbringe alle de triste nyheder på en gang. Her kan man tage hensyn ved at give informationerne efterhånden som man fornemmer, at den ramte kan håndtere dem. Dog skal det ske indenfor en overskuelig tidsperiode. En mand havde fået kræft i det ene ben og måtte have benet sat af ved hoften. En dag, da han kørte på fortovet i sin kørestol, mødte han en beboer fra samme boligområde. Hun udbrød overrasket ”Goddag, Poul – hvorfor sidder du i kørestol, og… hvor er dit ben?” Manden forklarede, hvad der var sket og tilføjede ”Tak fordi du spurgte – det er der ingen andre der har gjort endnu!” Der kan vel ikke være tvivl om, at andre der har mødt Poul har bemærket forandringen. Men af frygt for at sige noget ”forkert”, har de valgt ikke at sige


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above