Page 53

253939 Psykisk førstehjælp

Kapitel 3/Særlige forhold 51 ved at forestille sig, hvordan drengen på 8 år vil reagere. Drengen er tæt knyttet til sin far, og Birgit er bange for, at han vil føle sig skyldig i, at Sune ikke ville være hans far længere. Hun sender drengen hen til en veninde og taler problemet igennem med familie og venner. De beslutter sammen, at hun naturligvis må fortælle børnene, at deres far er død. Med hensyn til måden det skete på, beslutter de at ændre lidt på historien. Ingen af børnene forstår begrebet selvmord. De har endnu ikke et klart begreb om døden, og dét at man kan tage sit eget liv, vil de slet ikke kunne sætte sig ind i. Så Birgit fortæller børnene, at deres far blev kørt over af et tog. På spørgsmålet om hvordan det kunne ske, svarer hun, at han faldt ned på skinnerne. Drengen spørger, om hans far blev skubbet derned. Birgit svarer bestemt, at der selvfølgelig ikke er nogen, der kunne finde på at skubbe hans far ned på skinnerne. Hvis det var sket, var personen jo også blevet taget af politiet. De mennesker der så det, fortæller alle sammen, at det var et uheld. Når børnene bliver ældre, vil de tænke lidt mere over omstændighederne ved deres fars død. Og en dag kommer de sikkert frem til, at der sandsynligvis var tale om selvmord. Men når denne erkendelse kommer fra børnene selv, kan de bedre forstå og forholde sig til den. De voksne skal ikke altid servere alle detaljer for børnene. Alt for ofte sker det, at børn mødes af tavshed, når de kommer tilbage til børnehaven eller skolen efter at have mistet en nærtstående person. Pædagoger og lærere ved ikke, hvordan de skal forholde sig, og de ønsker ikke at få sagt eller gjort noget forkert. Resultatet bliver mange gange, at der ikke bliver talt om problemet. Mange voksne, der som børn oplevede at miste en forælder, kan senere fortælle, at tavsheden var det værste.2 Det er vigtigt, at børnehaven, vuggestuen, dagplejen eller skolen bliver grundigt informeret om, hvad der er sket, og hvordan barnet har været involveret. Det skal understreges, at der gerne må tales om hændelsen blandt de andre børn, for barnet har et stort behov for at dele sin oplevelse med andre. Nogle familier har valgt at tage med barnet hen til børnehaven eller skolen og fortælle pædagoger, lærere og børn, hvad der er sket. Det gør det nemmere for både voksne og børn at forstå, hvad det er barnet gennemlever, fordi ”isen er brudt”, og det er legalt at tale om noget, der ellers nemt kunne blive tabu. Spørgsmålet bliver ofte stillet, og mange har svært ved at vurdere, hvad der er bedst for børnene. Begravelsen er et ritual, hvor man tager afsked med den døde. Ved de fleste begravelser kan børn have et godt udbytte af at tage del i ritualet. Det kræver dog, at man som voksen bruger tid på at tale oplevelsen igennem med barnet – både før, under og efter. Ellers vil der være alt for mange ubesvarede spørgsmål, der kun kan besvares ved hjælp af fantasien. Og så kan barnet danne sig nogle forvrængede billeder af virkeligheden. F.eks. mistede en lille 2 Olesen, 1999 Børnehave og skole skal informeres Skal børn med til begravelse?


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above