Page 55

253939 Psykisk førstehjælp

Kapitel 3/Særlige forhold 53 Børn i forskellige aldersgrupper Den biologiske alder har stor indflydelse på børnenes oplevelser. Frem til slutningen af puberteten sker en kraftig udvikling, og det er nyttigt at vide lidt om denne udvikling, hvis man skal hjælpe børn gennem svære situationer. Det efterfølgende er hovedsageligt hentet i materiale fra Dansk Røde Kors3 og Kræftens Bekæmpelse4. Børn har erindringer, der går tilbage til tidspunktet, før deres sprog er udviklet. Det betyder, at selv helt små børn kan reagere på ubehagelige og uforståelige oplevelser. Hvis f.eks. forældrene skændes voldsomt, mens barnet er til stede eller hører det, kan det skade barnet på længere sigt. Allerede fra omkring 6-månedersalderen kan man opleve sorgreaktioner hos børn, hvis de mister deres vigtigste omsorgsperson. Reaktionen kan være mere gråd og uro end sædvanligt, eller omvendt en mere rolig og ligegyldig adfærd – f.eks. at barnet ikke græder, hvis man tager noget betydningsfuldt fra det. Den psykiske førstehjælp til børn i denne aldersgruppe er at give barnet fysisk kontakt og tale til det. Den almindelige omsorg består i, så vidt muligt, at opretholde en normal daglig rytme. Selv når barnet lærer at tale, kan det ikke forstå, hvad døden er. Hvis barnet mister en nær person, må man hjælpe barnet gennem sorgen, så godt man kan. Det vigtigste er, at barnet får lov at være ked af det og ikke føler sig helt overladt til sig selv. I denne alder har barnet stadig svært ved at forstå døden. Den opfattes ikke som noget endeligt. Selvom om man har forsøgt at forklare grundigt, hvad det vil sige, at oldemor er død, kan barnet spørge: ”Jamen, hvornår kommer hun så og besøger os igen?”. Døden kan til gengæld sætte gang i barnets fantasi. Barnet forestiller sig måske, at man kører i elevator nede fra sin grav og op i himlen. Hvis man fortæller barnet, at døden er ligesom, når man sover, kan barnet blive meget bange for selv at lægge sig til at sove. Ofte siger man nemlig, at ”han sov stille ind”. På dette udviklingstrin oplever barnet sig selv som centrum for alle begivenheder. Alt er en gentagelse af barnets egne handlinger og oplevelser. Dette kan illustreres med et lille eksperiment. Man viser barnet en opstilling, hvor to dukker sidder på et bord med fronten mod hinanden. Man spørger: ”Kan dukkerne se hinanden?” Barnet vil sikkert svare ”Ja!” Dukkerne sidder jo og ser på hinanden. Så placerer man en plade mellem dukkerne, og stiller barnet det samme spørgsmål. Svaret vil sandsynligvis også blive det samme. Denne gang er der ikke frit udsyn mellem de to dukker, men sådan oplever barnet ikke situationen. Barnet kan se begge dukker samtidigt – altså kan dukkerne se hinanden! Barnet er ikke i stand til at sætte sig i andres sted, med andre ord være empatik. For at svarerigtigt på det andet spørgsmål, må man 3 Knudsen m.fl., 1998 4 Bøge, 1996 og 1997 0-2 år 2-5 år


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above