Page 58

253939 Psykisk førstehjælp

Psykisk førstehjælp 56 alligevel at forlænge patientens liv, også selv om patienten er helt bevidst om situationen og ikke ønsker at leve mere. Den kunstige forlængning medfører måske smerter og ubehag for patienten og er under alle omstændigheder stærkt tidsbegrænset. Hvis sundhedsvæsenet når til et punkt, hvor det ikke er muligt at gøre mere, meddeles patienten, at der nu kun er begrænset tid at leve i. Hvis det kommer som en overraskelse, vil patienten og dennes pårørende sandsynligvis blive stærkt chokerede. Men er det forventet, begynder den døende at afvikle sit liv. Det er tid til at tage afsked med familie, venner, steder og minder, og for at det kan lade sig gøre, må omgivelserne give den døende lov til det. Ofte har den døende alt for travlt med at trøste de mennesker, der allerede sørger over det kommende tab og har ikke tid til sig selv. Derfor vælger nogle døende, at de ikke vil have besøg af personer, som de føler, de har taget endeligt afsked med. Sammenholdt med teorien om de fire grundvilkår kan man sige, at den døende gradvist accepterer den kommende alenehed. Hvis man reflekterer over sin egen død og skal forsøge at opstille et idealbillede, har de fleste nok et ønske om at være fuldstændigt afklarede i dødsøjeblikket – at dø med værdighed. Mange døende er imidlertid præget af benægten, vrede og selvmedlidenhed, og måske er det ligeså effektive måder at udholde den sidste tid på. Det er kun den døende selv, der ved hvad der er værdigt. Hvis et menneske har set sin kommende død i øjnene og accepteret, at den kommer, må man som hjælper forsøge at respektere det. Ellers kan man ikke være til nogen hjælp.5 Hjælp til den døende I redningsberedskabet er vi vant til, at der skal handles i svære situationer. Hvis et andet menneske er i nød, må vi gribe ind og gøre noget. Men som tidligere nævnt, er det ofte vigtigere, at andre mennesker er der, end at de gør noget. Og det gælder ikke mindst i forhold til døende mennesker.6 I mødet med den døende, må man forsøge at finde frem til det sted, hvor patienten befinder sig. Man må samtidig være opmærksom på, hvor man selv er i forhold til den døende. Hjælpen skal så vidt muligt gives på den døendes præmisser, men for at man kan være der for den døende, må man samtidig være der for sig selv. Føler man f.eks. vrede overfor den døende, må man fortælle, hvorfor man er vred. Og samtidig må man forsøge, om man kan tilgive. Kan man det, vil begge parter føle ro omkring noget, der måske længe har været et problem, man ikke kunne tale om. 5 Jacobsen, 1998 6 Jacobsen, 1998


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above