Page 75

253939 Psykisk førstehjælp

Kapitel 5/Tilbage til hverdagen 73 man kan se det på to måder: Der var tre der døde, – eller: Der var én der overlevede, fordi der blev gjort noget. Det var en meget grim ulykke, og der var ikke meget, man kunne have gjort bedre. De tre må have været dræbt på stedet. Dagen efter kunne jeg læse i avisen, at en ung pige døde i armene på sin ven efter en flyulykke! Jeg har aldrig set nogen af passagererne fra flyet før, og der var bestemt ingen, der døde i mine arme. Der havde pressen simpelthen erstattet sin uvidenhed med en lodret løgn. Det er endnu et eksempel på, hvilke konsekvenser der kan følge med, når man beslutter sig for at hjælpe. Mine forældre og kæreste var også med i redningsarbejdet, og det tog hårdt på dem. Måske var det fordi, de på eget initiativ påtog sig én af de meget vigtige opgaver, som vi ofte glemmer i kaoset – at tage sig af de døde og give dem en værdig behandling. Også den situation at føle sig så hjælpeløs midt i døden og være ude af stand til at trøste de stakkels forældre, tærer hårdt på sjælen lang tid efter. Thors hammer Det at mine forældre og min kæreste havde deltaget aktivt gjorde, at jeg først og fremmest koncentrerede mig om deres velbefindende, da vi kom hjem. De fik grædt og snakket til langt ud på natten, og jeg så det som min vigtigste opgave at få taget ”trykket af ballonen”. Mærkeligt nok var jeg den første aften ret rolig og koncentreret, nok fordi jeg – igen – havde nogen at hjælpe. Men så kom reaktionen. Det viste sig, at jeg ikke havde fået bearbejdet alle mine oplevelser fra Bosnien. Thors hammer var sendt afsted og lå og roterede et eller andet sted, og nu kom den tilbage og ramte mig i panden med fuld drøn. Alle oplevelserne fra Bosnien vendte tilbage sammen med flyulykken på Anholt. Jeg gik helt ned med flaget en uges tid. Jeg kom slet ikke på arbejde. Jeg flyttede ind hos min kærestes familie og prøvede bare at restituere mig selv. Jeg snakkede meget og fik luft for oplevelserne. Det var en rimelig sej episode. I tiden efter er det dampet stille og roligt af. Jeg har skrevet om det og har efterhånden fået vendt det til noget positivt. Jeg var jo klar, da det gjaldt og gjorde, hvad jeg kunne. Samtidig er det for alvor gået op for mig, at det ikke kun er i krigssituationer, at sådan nogle ting sker. Anholt har altid stået for mig som et fristed. Det var der, jeg tog over, når jeg virkelig skulle slappe af med familien. Derfor kom det meget tæt på, da der pludselig skete en så voldsom ulykke. Nu var selv det sidste hellige sted på jorden ikke helligt mere. Anholt er stadig det sted, hvor min familie, mine venner, min kæreste og jeg mødes, og hvor vi deler såvel gode som dårlige erindringer – også selv om Thors hammer en enkelt gang i livet slog hovedet på sømmet. Det var da også med en vis ambivalens, at jeg satte mig op i en flyver i sommers for at flyve til Anholt igen. Men følelsen var alligevel, at det var rigtigt.


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above