Page 78

253939 Psykisk førstehjælp

Psykisk førstehjælp 76 Et par måneder efter samtalen får jeg et brev fra Mads. I brevet skriver han lidt om, hvordan han har haft det med at skulle finde de svære oplevelser og følelser frem igen. Han skriver blandt andet: ”Det har faktisk været en sund proces, og når jeg tænker efter, så er det som om, at jeg nu mentalt kan forestille mig at min ’indre bog’ om Bosnien er sat på hylden et sted inde i hovedet. Den vil altid være der, for jeg har selv skrevet den, men der er ikke noget ’spøgelse’ tilbage i knolden, som i tide og utide læser højt. Jeg bestemmer selv, hvornår jeg vil tage bogen ned fra hylden og kigge i den!” Mads erkender, at han altid vil besidde de svære minder og følelser, men han har lært sig at leve med dem på den allerbedste måde – nemlig ved at forholde sig til dem og tillade at de er der. Samlevers død Henrik er 35 år. For 5 år siden mistede han sin kæreste efter kort tids sygdom. Her fortæller han om, hvordan han oplevede det meget korte sygdomsforløb, afskeden og tiden efter sin kærestes død – og ikke mindst, hvordan han formåede at finde sin plads i den nye hverdag. Jeg taler med Henrik i december 1999. Han fortæller meget sammenhængende, og samtalen forløber stort set uden afbrydelser og spørgsmål fra min side. Vi havde kendt hinanden i 15 år, det vil sige lige, fra vi var teenagere. Vi havde ofte set hinanden i byen og havde mange fælles venner. Da vi havde været kærester i ca. 5 år, ville vi købe et hus. Vores bankrådgiver sagde, at det ville lette huskøbet, hvis vi blev gift. Så vi valgte at gøre en dyd af nødvendigheden og satte en bryllupsdato trekvart år senere. I og med at vi havde kendt hinanden så længe, vidste jeg godt at Michael var HIV-smittet, og at han sikkert ikke blev 80 år. Der er mange, der tror, at det var derfor, at vi blev gift – at vi lige skulle nå det. Men det var det faktisk ikke, for han var jo ikke syg på det tidspunkt. Han havde været smittet siden før jeg lærte ham at kende, så jeg følte ikke, at jeg købte katten i sækken. Men vi kendte da risikoen. Bryllup I dagene op til brylluppet havde han det ikke alt for godt. Det svingede lidt, men det virkede ikke som noget alvorligt. Om morgenen efter brylluppet skulle vi have været til Paris, men der havde han det virkelig dårligt, og han fik det voldsomt dårligere i løbet af dagen. Så jeg besluttede at ringe efter en ambulance, så han kunne komme på sygehuset. Det viste sig at være en ret kraftig lungebetændelse og senere også en alvorlig bakteriel blodforgiftning. Så han blev indlagt med det samme. Han kunne faktisk ikke tale, og han måtte have iltmaske på. Jeg havde nærmest ikke sovet i flere dage, for jeg havde


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above