Page 79

253939 Psykisk førstehjælp

Kapitel 5/Tilbage til hverdagen 77 selv lavet al maden til brylluppet. Derfor var jeg nødt til at tage hjem om natten for at sove. Da jeg havde sovet en times tid ringede telefonen. Det var Michaels forældre, der sagde, at jeg skulle komme ud på sygehuset, for det så ikke så godt ud. Michael var meget bange, så jeg skulle komme og forsøge at tale ham lidt til ro. I de efterfølgende dage fik han det gradvist dårligere og blev på et tidspunkt overført til intensivafdelingen. Der ville de først ikke have ham, fordi han var HIV-patient – så det skulle vi pludselig også slås med. Men med hjælp fra nogle læger fra HIV-afdelingen i Hvidovre fik vi banket igennem, at han skulle blive der. Der var jo ikke tale om AIDS i udbrud, så der var faktisk noget liv at redde. De første tre dage mente lægerne, at der var håb om bedring, men på fjerdedagen begyndte de at trække meget på det, og på femtedagen var det bare et spørgsmål om hvornår han ville dø. Jeg fik at vide, at det ville ske indenfor 24 timer. Der gik 36 timer, og vi ventede stadig. Han fik en masse morfin for de mange smerter, og på et tidspunkt spurgte de mig, om de skulle fortsætte med at give morfin. Hvis de gjorde det, ville han dø indenfor kort tid – måske få minutter, for hans krop kunne snart ikke klare mere. Jeg besluttede at de skulle fortsætte. Afsked Selve det at sidde sammen med ham da han endelig fik fred, var faktisk en enestående oplevelse. Det virkede utroligt smukt og fredfyldt. Situationen var selvfølgelig utrolig svær, men selve afskeden var på en eller anden måde ikke så svær. Jeg tror vi havde lært at acceptere, at det ville komme før eller siden. På en måde var det jo også en lettelse. Jeg havde næsten ikke sovet i en uge. Jeg havde været på sygehuset hele tiden, og den smule søvn jeg havde fået var i en stol eller på en briks på et kontor. Pårørende måtte ikke overnatte på afdelingen, så natsygeplejerskerne overtrådte reglerne ved at lade mig sove nogle timer på kontoret. Men de var helt utrolige, og det blev heller aldrig opdaget. Jeg kan huske, at jeg havde en samtale med en af sygeplejerskerne lige efter, at Michael var død. Vi kom til at tale om, hvor vidt der var en gud og den slags. Egentlig ikke fordi jeg er særligt troende, men hun kom med et ret speciel kommentar. Hun sagde ligeud, at hvis der havde fandtes en gud, så havde Michael ikke ligget der. Nogle mennesker ville måske blive enormt stødt af sådan en bemærkning, men det var faktisk lige det, jeg havde behov for at høre. Da jeg kom hjem til lejligheden virkede det hele meget underligt. Det var jo kun seks dage siden, vi var blevet gift, så der var stadig pyntet op til bryllup – og der var ris over det hele. Jeg var dårligt kommet indenfor før telefonen ringede. Det var en af mine venner. Han spurgte til Michael, og jeg fortalte at han var død. Det blev han selvfølgelig ked af at høre, men så begyndte han at tale meget indforstået om at ”det jo var svært for os alle sammen i øjeblikket, når der var flere, der døde på en gang”. Jeg anede ikke, hvad han talte om. Det viste sig, at en af vores fælles venner var død for to dage siden. Men det vidste jeg jo intet om, for jeg havde været på sygehuset i næsten en uge. Den nyhed var bare for meget oven i alt det andet – det var en kæmpe nedtur.


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above