Page 81

253939 Psykisk førstehjælp

Kapitel 5/Tilbage til hverdagen 79 Jeg har på intet tidspunkt hørt Michael brokke sig over, at han måske ville dø tidligt – aldrig. Han har heller ikke været bitter over sin situation. Det er noget med at affinde sig med skæbnen og få det allerbedste ud af det. Så der var ikke nogen vrede og skyldfølelse bagefter. Hverdagen Jeg gjorde noget, der nok ikke var så smart. Jeg havde jo læst en del bøger om sorg og krise, så jeg vidste, at det gjaldt om at komme tilbage til hverdagen så hurtigt som muligt. Så jeg startede på arbejde tre dage efter begravelsen – lige på og hårdt, 50 timer om ugen. Det var for meget. Af de mange ansatte på restauranten var der faktisk kun en enkelt kvindelig kollega og min chefs kone, der turde tale om, hvad der var sket. Resten vidste det godt – og de havde sandelig også sendt nogle flotte blomster – men de sagde ikke noget. Nogle af dem kom og gav mig et kram og den slags – og det var da fint nok, men de sagde ingenting. Og det var faktisk ret belastende at skulle stå og diskutere, hvilken vej persillen skulle hakkes. Der var jeg helt sikkert kommet for hurtigt tilbage. Og jeg ved da heller ikke, om ”hurtigst muligt” er tre dage efter begravelsen. Det var i hvert fald for hurtigt til mig. Jeg lod mig måske også overtale lidt for nemt til at starte igen. Jeg begyndte ret hurtigt at gå ud. Jeg havde jo hjælp til mange ting, så jeg havde faktisk overskud til at komme ud blandt andre mennesker. Selvfølgelig bar jeg på en stor sorg, men jeg kunne godt gå ud og danse lørdag aften. Det kan godt være jeg gik lidt tidligere hjem, end jeg plejede at gøre, og jeg var hamrende træt. Men det var noget af det, der holdt mig oppe og gjorde, at jeg var til at holde ud for omgivelserne. Der er ingen, der orker at se på en, der sidder og hyler flere år i træk – det er der ingen, der har plads til. Det slider virkelig på netværket. Og der mener jeg, det er bedre at gå til psykolog, for der betaler man for at kunne være til besvær. Selvfølgelig kan ens venner sagtens tage det i ny og næ, men ikke i tide og utide. Jeg synes man skal prøve at vurdere, hvornår vennerne kan tage det. Hvis man er til en middag og man kan mærke at… det går altså ikke lige i dag, så er det bedre at sige pænt tak for i aften, og alle forstår godt, hvad man mener, og så går man hjem. Det kan lyde som om, man hele tiden skal tage så fandens meget hensyn. Men det er også noget med at være tålelig i sin sorg. Jeg synes altid, der bliver fokuseret så meget på at give plads til, at man kan opføre sig, som man vil. På den måde gør man de pårørende til enten overmennesker eller ulve. Man misbruger dem, og jeg kan godt forstå, hvis de ikke kan holde det ud. Selv de bedste venner har en grænse for, hvad de kan klare, og så tvinger man dem til at sige fra og måske bide fra sig. Jeg følte, at jeg havde svært ved at passe ind i hverdagen igen, og det var derfor jeg valgte at skifte spor. Jeg havde længe gerne ville læse, men det syntes jeg ikke, at der var plads til, så længe jeg var kæreste med én, som jeg godt vidste skulle dø. Så det var et projekt, jeg valgte at udskyde på ubestemt tid. Men da jeg nu kom tilbage til restauranten og skulle stå i timer og diskutere fordelene ved at hakke persillen på en bestemt måde, så følte jeg ikke


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above