Page 85

253939 Psykisk førstehjælp

Kapitel 5/Tilbage til hverdagen 83 Tja, jeg kan heller ikke finde på et bedre ord end ’strategi’. Det lyder jo så forretningsagtigt, men vi forstår begge to, hvad der ligger i det. Og jo, jeg synes jeg har haft en strategi – forholdsvist bevidst. Strategien har handlet om ”ikke at lægge bag mig”, men hele tiden konfrontere og se tingene i øjnene. Man hører så tit holdningerne ”livet går videre”, ”nu er det et over-stået kapitel” og ”det lægger jeg bag mig”. Jeg har valgt at sige: ”Estonia og alt hvad der skete i den sammenhæng – det er en del af mig. Det skal jeg ikke lægge bag mig, det skal jeg arbejde med!” Jeg skal blive ved med at trække de positive energier ud. De negative energier som bogen er meget centreret omkring – f.eks. skyldfølelse og flashbacks – dem vil jeg konfrontere, dem vil jeg forholde mig til, for de er en del af mig. Så jeg synes jeg har haft en strategi, selv om den jo nok har udviklet sig hen ad vejen. Men jeg har været meget bevidst om, hvad der skete. Gennem det seneste stykke tid er Estonia-sagen blusset op igen. Man er begyndt at tale om mulige beviser på at forliset var planlagt. En engelsk sprængstofekspert har set nogle filmoptagelser af vraget, og han mener at kunne se tydelige tegn på, at der har været anvendt sprængstof. I den forbindelse har pressen også inddraget dig igen, og du er blevet interviewet til tv et par gange. Nu har du jo haft fred i nogle år, og pludselig ripper man op i det hele igen. Hvordan har du oplevet det? Selve bombeteorien bliver nemt abstrakt og intellektuelt, så det er ikke så følelsesmæssigt. Det var mere i tiden lige efter, at det var sejt. For der gik pressen efter de store menneskelige og moralske spørgsmål. Men jeg har jo selv fløjtet til kamp. Det ville være helt urimeligt, hvis jeg sagde, at jeg ikke ville have stillet flere spørgsmål. Hele min bog er en invitation til diskussion. Så det har jeg det faktisk OK med – det er jo også en del af bearbejdningen. Lige fra starten har jeg eksponeret mig meget. Jeg har været ekstremt åben i forholdet til pressen og i forhold til at tale om det. Jeg er måske næsten gået til yderligheder. Men der må man nok respektere at ”hver fugl synger med sit næb” og huske på, at det ikke vil være det rigtige at gøre for alle mennesker i lignende situationer. Men det har været måden at gøre det på for mig. Hen ad vejen tror jeg også, at både journalisterne og jeg selv er blevet bedre til at takle hinanden – vi har ligesom lært hinandens sprog. I bogen skriver du at din kone, Frederikke, også har haft en rolle i ”projekt overlevelse”. Kan du sige lidt mere om det? Frederikke har stået for roen og stabiliteten og det velkendte. Hvor alt andet forandrer sig, så har hun repræsenteret det stabile. Selvfølgelig med forbehold for at Frederikke ikke skal være den samme, som hun var for 7 år siden. For selvfølgelig ønsker man da udvikling i sit parforhold. Men vi havde kendt hinanden i 7 år, så vi var sådan set godt rustet, og det var et utroligt held. I tiden efter sådan en voldsom oplevelse så trækker man nogle veksler på sin kæreste, familie og andre der står én nær. Og det bliver accepteret. Men så går der noget tid, og så er der ingen vej udenom. Så må man som of-


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above