Page 86

253939 Psykisk førstehjælp

Psykisk førstehjælp 84 fer – uanset hvor mange fysiske eller psykiske smerter man har – sige: Det her handler ikke kun om mig, det gælder hele min familie. Det er en enorm udfordring. Det er dér hvor kampen virkelig står. For hvis man ikke evner at forstå, at nu er det hele familien det gælder, så kan det gå gruelig galt. Jeg tror det er en helt afgørende fase. Det kan virke enormt selvforherligende, at sige at hele verden omkring mig har været sat i chok, bare fordi at jeg var ved at stille træskoene. Men hvis vi nu f.eks. tager Frederikke, så er det ikke bare et spørgsmål om, at det er forfærdeligt, at det er sket. For hende har det jo også været noget helt fundamentalt. ”Hvad nu hvis jeg havde mistet ham? Havde jeg så haft mit hjem nu, og hvad skulle der være sket med mit liv?” Så det har ikke kun været et spørgsmål om et potentielt tab af sin kæreste. Det har også påvirket hendes eget liv. Schindlers liste Mange mennesker, der har været bragt i situationer, hvor de har været truet på livet eller lignende, fortæller bagefter, at de er blevet klogere på sig selv og er vokset som mennesker. De fleste siger dog, at de gerne havde været denne vækst foruden, men da det nu ikke kan være anderledes, vælger de at få det bedste ud af det. Kan du genkende noget af det hos dig selv? Ja, fuldstændigt. I går så jeg filmen ”Schindlers liste” i fjernsynet. Det er en ekstremt barsk film og noget af en mundfuld. Man bliver ikke siddende for underholdningens skyld. Man bliver siddende, fordi man simpelthen er nødt til at forstå det. Filmen viser også mennesker, der er virkelig langt ude. Der er f.eks. kz-fangerne, der i 5 minutter på en måned har tid til sig selv og tid til at synge en sang. Men det øjeblik ville de naturligvis gerne have været foruden, for det kan jo ikke være meningen, at man som moderne menneske skal glæde sig over at have 5 minutter til at tale med hinanden. Og resten af tiden får man pisk og tæv eller bliver skudt. Men de har følt en glæde, en lykke, en eufori over dét øjeblik. En følelse der er stærkere, end andre kan forestille sig. Og på den måde får de mennesker en gave, som andre ikke får. Men det er en mærkelig gave. For man ville gerne undvære den, men når man nu er der, så får man altså noget som – undskyld udtrykket – I andre ikke er blevet ”beriget” med. Jeg tror også det er vigtigt at forstå, at det er nogle øjeblikke, nogle helt fantastiske øjeblikke, som man aldrig glemmer – nærmest en religiøs oplevelse. Men for sådan nogen som mig betyder det jo ikke at hele min eksistens bliver ændret. Og min hverdag kan stadig være utroligt banal. Hvis bussen kører lige for næsen af mig, så bliver jeg præcist lige så hysterisk som andre mennesker. Så står jeg jo ikke og tænker ”Nå ja, bussen er kørt og jeg kommer for sent til møde, men jeg lever!” Det gjorde jeg måske de første par dage, men sådan bliver det jo ikke ved. For så var det jo ikke hverdagen jeg havde fået tilbage.


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above