Page 88

253939 Psykisk førstehjælp

Psykisk førstehjælp 86 Jeg går ikke ind og leger helt, men jeg vil i hvert fald heller ikke løbe væk. På et tidspunkt oplevede jeg faktisk et ret grimt trafikuheld få meter fra, hvor jeg stod. I en af bilerne kunne chaufføren ikke komme ud. Jeg var lige ved at springe derover, men jeg kunne se en masse mennesker, der var i gang med at hjælpe, og én der stod med en mobiltelefon. Andre mennesker ved siden af mig havde for længst fået et overblik og havde en form for ro over sig. Der var jo alligevel ikke mere de kunne gøre. Men jeg havde følelsen af, at der måtte da være et eller andet, jeg kunne gøre. Jeg skulle ikke være den, der ikke deltog. Og det mindede mig om, at jeg ikke ville have oplevelsen af at svigte andre igen. Det er nok en holdning de fleste har – jeg er blot meget opmærksom på den. Da du skulle forlade Estonia, løb du forbi kahytter, hvor folk bankede på dørene for at komme ud. Du løb videre uden at hjælpe, og det er noget af det, der har tynget dig. Har du fået sat det i perspektiv – at du gjorde det for selv at overleve, og at det var det eneste rigtige at gøre? Nej, det kan man ikke sige. De episoder er noget jeg skal lære at leve med resten af mit liv. Jeg har ikke fundet undskyldninger for det, men jeg har tilgivet mig selv. Hvis man ser lidt filosofisk på det, så kan man sige, at dét at jeg skulle overleve var ikke nødvendigvis et mål i sig selv. Det har vi mennesker meget svært ved at forstå, men det enkelte menneske behøver ikke nødvendigvis at overleve. Jeg har svært ved at finde en forklaring på, hvorfor jeg ikke skulle hjælpe den pige, der var klemt fast under et skab, med at komme fri. Det kan kun forklares nogenlunde med, at chancen for at overleve var større, jo hurtigere jeg kom ud fra skibet. Det kan alle forstå, men jeg kan ikke komme med nogen egentlig forklaring eller undskyldning. Derfor forholder jeg mig til skyld og tilgivelse, som nærmest er nogle religiøse begreber. Og der har jeg prøvet at tilgive mig selv. Der var ingen helte blandt de overlevende på Estonia. Kun barbarer. Det var sådan jeg oplevede det, og det har ikke ændret sig. Men jeg har fået den nuance på det, at vi hver især har oplevet det her meget forskelligt. Selv om mange mennesker var til stede samme nat i den samme redningsbåd, så har de både gjort og oplevet noget forskelligt. Jeg var alene – både på selve rejsen og i overlevelsen – derfor har verden føltes mere kold og mere barbarisk for mig, end den har føltes for f.eks. Kent og Sara (to overlevende der kendte hinanden) som var med på den samme redningsflåde som mig. I pressens skriverier umiddelbart efter begyndte man hurtigt at tale om at ”der må være nogen der lyver” – for beretningerne stemte ikke overens. Men det er jo fordi, vi har oplevet noget forskelligt og efterfølgende tolket vores oplevelser forskelligt. Hvad kan psykologen, som andre ikke kan? Du valgte at tage imod tilbuddet om at tale med en psykolog på Rigshospitalet. Du skriver, at samtalerne med psykologen var meget udbytterige. Kan du sige mere om det, nu hvor der er gået yderligere et par år?


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above