Page 89

253939 Psykisk førstehjælp

Kapitel 5/Tilbage til hverdagen 87 Som tiden er gået, har jeg haft mulighed for at tænke det hele igennem igen. Der er ingen tvivl om – og det skriver jeg jo også i bogen – at psykologen har gjort en kæmpe forskel for mig. Men jeg har stadig svært ved at sætte ord på, hvad det egentlig var han gjorde. For det som psykologen hjalp med, var jo dét som andre ikke kunne byde på. Men efterhånden tror jeg, at jeg er kommet det lidt nærmere, og det er ved at være gået op for mig, hvad der adskiller hjælpen fra den gode psykolog og hjælpen fra familie og venner. Og jeg tror det drejer sig om tre ting: For det første var Anders Korsgaard, som psykologen hed, helt fantastisk i sin spørge- og samtaleteknik. Forskellen træder meget tydeligt frem, når man sammenligner med det politiforhør, jeg oplevede. Men også i forhold til den daglige samtale med venner og bekendte eller kolleger. For Anders Korsgaard formår at holde fast i det vigtige. Tænk på hvor meget vrøvl der vælter ud af ens mund. Han kan trække nogle ting frem og fastholde dem. Inderst inde dømmer han nok, for der er ingen af os, der kan sige os fri for at dømme andre eller have holdninger. Han opbygger noget, som ikke er et egentlig venskab, men et forhold som alligevel føles meget tæt og trygt, og han gør det uden at vise sine domme. Det er virkelig professionalisme! Anders Korsgaard og jeg har talt samme i tonsvis af timer. Tænk på at køre sådan et forløb og så aldrig på noget tidspunkt afsløre sympati eller antipati. Selvfølgelig viser han sympati ved, at han selv er utrolig venlig og sympatisk, men han dømmer ikke – hvilket er helt afgørende for sådan en som mig, der kæmper med netop skyldfølelse og dårlig samvittighed. For det andet er der hele hans erfaringsgrundlag. Han har set og hørt det hele før. Og det gør, at den samtale jeg får med ham bliver enestående i forhold til så mange andre, fordi der kan drages paralleller. Nogle af de ting jeg siger, kan han bedre afkode, fordi han f.eks. har siddet med en brand-mand dagen før. Så han kan nemmere fange de små detaljer, som kan være så vigtige. For det tredje – og det tror jeg er meget centralt – forsøgte han aldrig at styre mig. Der var aldrig tvivl om, at jeg selv måtte træffe beslutninger og tage et ansvar. Man kan sige, at Anders hjalp mig med at ridse situationen op, og vi diskuterede selvfølgelig også, hvad der var klogt eller uklogt at gøre i den ene eller den anden situation. Men ansvaret var mit. Pressemødet umiddelbart efter forliset, er et eksempel. Jeg kan faktisk ikke huske præcist, om Anders syntes, det var rigtigt at gøre eller ej. Men jeg kan huske med sikkerhed, at jeg selv var ret insisterende på at gennemføre pressemødet. Og jeg tror Anders kunne mærke, at det var vigtigt for mig. Det er netop min pointe: Anders talte med mig og vejledte mig – jeg var altså på ingen måde overladt til mig selv i de vanskelige måneder lige efter forliset – men Anders hverken kunne, ville eller skulle overtage ansvaret for mit liv.


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above