Page 96

253939 Psykisk førstehjælp

Psykisk førstehjælp 94 kontrollen til førstehjælpere, ambulancefolk og sygehuspersonale, skal informationen begrænses, så personen ikke føler, at han alligevel bliver pålagt et uønsket ansvar. En ambulance ankommer til en mindre trafikulykke, hvor en personbil holder i vejkanten efter at have ramt et vejtræ. I bilen sidder et midaldrende ægtepar – manden på førersædet og kvinden ved siden af. De er begge ved bevidsthed og har ikke umiddelbart nogle synlige skader. Da ambulancefolkene åbner døren i kvindens side af bilen, ser de, at hendes sæde er lænet stærkt bagover. Hun er temmelig kraftig og ligger ubekvemt på det ødelagte sæde. Hun klager over smerter i ryggen og er bange. Ambulancefolkene undersøger hende nærmere. Under handskerummet har manden placeret en lille hylde til kassettebånd. Hylden er lavet af tynd masonitplade og er place-ret ca. 25 cm. over vognbunden. Ved sammenstødet med træet er kvindens ben blevet slynget så kraftigt mod hyldens kant, at hendes ankler er skåret over. Foran sædet står hendes sko med de afskårne fødder, men hun har endnu ikke bemærket det. Hendes krop har afgivet så store mængder smertestillende hormoner (endorfiner), at hun ikke mærker smerten. Hun mærker til gengæld smerte og ubehag på grund af sin ubekvemme kropsstilling. Ambulancefolkene vælger at fokusere på hendes ryg og de umiddelbare smerter i den anledning. Diskret fjerner de sko og fødder og pakker dem ind i et tæppe. Først da kvinden er bragt ind på skadestuen, fortæller man hende, at hun har mistet begge fødder ved ulykken. Kvinden befinder sig i en meget ubehagelig situation. Hun har smerter og tror, at der er noget alvorlig galt med hendes ryg. Ved at spare hende for oplysningen om de afskårne fødder, kan hun bearbejde ét traume ad gangen. Hendes frygt for en skadet ryg er et faretraume, mens hendes afskårne fødder er et tabstraume. Information skal kun gives, når den tilskadekomne kan bruge den konstruktivt. Altså: Mængden og arten af information skal gives under hensyntagen til den tilskadekomne eller syges behov for at bevare eller afgive ansvar og kontrol. Når man som førstehjælper, ambulancemand, sygeplejerske, læge eller i anden sammenhæng arbejder med en akut tilskadekommen eller syg person, er det vigtigt at tale med personen selv. Mange begår den fejl, at de i stedet taler til pårørende eller andre omkring personen. Hvis der f.eks. ligger en person på gaden, og der står nogle personer på stedet, er man tilbøjelig til at spørge ”Hvad er der sket med hende?” fremfor at sætte sig på hug og spørge ”Hvad er der sket med dig?” Hvis personen er bevidstløs er situationen selvfølgelig en anden, men det bør man undersøge, før man (helt bogstaveligt) ”taler hen over hovedet på” den tilskadekomne eller syge. Tilskadekomst og pludselig sygdom er ofte forbundet med smerte. Smerte fremkalder frygt, der kan gøre det svært at kommunikere med den tilskadekomne eller syge. Stærke smerter kræver næsten al personens opmærk- Samtale


253939 Psykisk førstehjælp
To see the actual publication please follow the link above