Page 14

DM2-13

Fig. 2. Skal museet udstille skalpe? Foto: Arnold Mikkelsen 2013. materielle kultur, der danner rammen om udstillingernes ofte statiske kultursyn – den såkaldte ”etnografiske nutid”. I mange af disse udstillinger, lige fra Christian Jürgensen Thomsens ”Ethnographisk Musæum” fra 1849 til Nationalmuseets nuværende udstilling ”Jordens Folk” fra 1991, står man tilbage med følelsen af, at verdens fremmede folkeslag har stået uden for udviklingen, frosset i deres før-koloniale tilstand. Med Powwow-udstillingen var det Etnografisk Samlings ønske at bringe indianeren ud af den etnografiske tidslomme og ind i vores globaliserede samtid. Powwow er betegnelsen for de indianske dansefestivaler, der i dag finder sted overalt i Nordamerika, og som med deres store popularitet er blevet et kulturelt nøglesymbol for nutidens indianere (fig. 3). Det er på Powwow, man danser sig tilbage til rødderne og her, man viser omverdenen, at man stadigvæk og med styrke er indianer. Udstillingen forsøger at vise, hvordan tradition, 14 DANSKE MUSEER 2/13 historie og kulturarv for nordamerikanske indianere aktivt indgår i skabelsen af post-koloniale identiteter. Et perspektiv, der ikke er ulig traditionel indiansk tidsopfattelse, hvor fortid og forfædre betragtes som allestedsnærværende. Udstillingen bygger på en indsamling i Northern Cheyenne reservatet af Powwowdragter, der kompletterer museets historiske samlinger af skinddragter, våben og hesteudstyr. Selvom materialerne i dag er syntetiske og farvepaletten indstillet på neon, er lighederne mellem gamle og nye dragter slående. Dengang som nu er kjolerne dekoreret med vandrette rækker af perler og bjælder. Men bjælderne er ikke længere af dyretænder og konkylier, men låg fra snustobaksdåser, der omhyggeligt snos til kræmmerhuse. Det er disse bjælder, der får Powwow-dansearenaen til at genlyde af ringlen, når de unge piger springer ud i en Jingle Dress Dance (fig. 5). Og frynserne på mændenes dragt til Grass Dance er ikke længere af menneskehår eller græs, men i stedet garn og stofstrimler (fig. 6). Den orange hanekam på hans hoved, den såkaldte roach, ligner derimod til forveksling Etnografisk Samlings eksemplar fra 1850’erne. Synlighed og dialog Udover at løfte indianeren op i nutiden, var det et ønske at sætte ansigt på museets indsamlere som anledning til at diskutere divergerende måder at samle ind på gennem tiden. Indsamlingspolitikken afspejler et kultursyn, der også rummer forholdet mellem Selv og Anden – og reproducerer dette magtforhold, når genstandene udstilles som den autoritative fortælling om Den Nordamerikanske Indianer. Da Thomsen i 1850’erne tog kontakt til danske diplomater og forretningsfolk i USA, var hans primære sigte at sikre det etnografiske museum en repræsentativ indiansk samling, før bisonjægernes kultur gik til grunde. Når indianeren først havde været udsat for kulturpåvirkning, var han efter tidens opfattelse ikke længere autentisk og dermed ikke længere relevant at indsamle. Derfor fastsatte Thomsens efterfølger, Jens Jacob Asmussen Worsaae i 1870, at ”… Museet ikke skal optage Sager fra den Tid, hvor der hos de vedkommende Folk spores en overveiende Indflydelse af den gamle orientalsk-classiske eller den senere europæiske Cultur”. Slut med indsamling! Vi skal helt frem til i dag, før Nationalmuseet igen har foretaget aktiv indsamling blandt nordamerikanske indianere. Da Nationalmuseets udsendte, Ulla Ebbe-Pedersen i 2011 rejste til Northern Cheyenne reservatet, hvor hun har tætte relationer, blev indsamlingen foretaget i tæt dialog med befolkningen og med fokus på genstandenes fortællekraft og kulturelle biografier. Dette blev dokumenteret gennem interviews og film, hvoraf flere vises på udstillingen. De historiske samlinger derimod er tavse – dengang var en indianer en indianer, og man så ingen grund til at udfolde deres livsforløb. For at bryde med den autoritative form, der gennem tiden har kendetegnet megen museumsformidling, har vi valgt at ”bekende kulør” ved at synliggøre indsamleren og hendes overvejelser i et videointerview, der kan findes side om side med de indianere, hun selv har interviewet og hvis fortællinger kaster indianske perspektiver på udstillingens genstande. Desuden går udstillingen i dialog med publikum ved at stille spørgsmål, som lægger op til diskussion eller eftertanke. Vi har udvalgt en række dilemmaer, hvor tradition og nutid Fig. 3. Deltagere til Cree-indiansk Powwow, Saskatchewan. Foto: Ulla Ebbe-Pedersen 1995.


DM2-13
To see the actual publication please follow the link above