Page 16

DM2-13

penge for. Der var med andre ord tale om en på alle måder grusom historie, der indeholder elementer af folkedrab, og som også af den grund kan virke krænkende på indianerne. Dette fremførte daværende Kulturminister Uffe Elbæk på samrådet, og han argumenterede ud fra ICOMs etiske charter, museets behov for fremtidige samarbejder med indianerne – og ikke mindst det politiske armslængdeprincip. De skatteyderbetalte museumsinspektører er jo ansat til at træffe beslutninger på et professionelt grundlag og skal ikke distraheres af politisk indblanding. Ministeren havde fuld tillid til museet og de valg, vi havde truffet. Til hver eneste udstilling bliver der truffet en lang række valg på baggrund af mange forskellige overvejelser: genstandens fortælleværdi, egnethed, bevaringstilstand – men også etiske hensyn. I dette konkrete tilfælde ville det ikke have været passende at udstille skalpe. Men det betyder ikke, at de aldrig vil blive udstillet igen. Og de har faktisk været udstillet gennem alle årene og blandt andet tjent til at understrege ”den grænseløse Raahed og Vildskab, den umenneskelige Grusomhed, som behersker Indianerne”, som det blev formuleret af museets kurator Kristian Bahnson i 1900. Først med nyopstillingen i 1991 forsvandt skalpene fra udstillingen, sammen med skrumpehoveder og et tatoveret maori hoved, der i dag er tilbageført til New Zealand. Der ses i dag blandt indfødte folk, og i særlig grad nordamerikanske indianere, en massiv interesse for traditioner og kulturarv, en interesse, der ikke blot udmønter sig i tilbageleveringskrav, men i endnu højere grad krav om indflydelse på den måde, museerne udstiller, håndterer og forsker i den indianske kulturarv. Særlig følsomt er udstillingen af humant materiale, herunder skalpe, der betragtes som kraftfulde og stadig iboende forfædrenes ånder. Navnlig hår er traditionelt blevet regnet for kraftfuldt, hvorfor såvel de historiske som de moderne dragter ofte er påsyet menneskehår, scalp locks, fra både venner og fjender. I USA er indianske skalpe og skeletter omfattet af en føderal lov fra 1990, NAGPRA, der stipulerer, at amerikanske museer og offentlige institutioner skal indgå samarbejde med indianske stammer om repatriering af bl.a. humant materiale med henblik på genbegravelse. På Nationalmuseet er vi naturligvis ikke underlagt amerikansk lovgivning, men som et ansvarligt museum vælger vi at anerkende problematikken og lægger vores udstillingspraksis i tråd med ICOMs etiske 16 DANSKE MUSEER 2/13 regler. Om udstilling af humant og andet følsomt materiale, dikterer ICOM, at: ”Anmodninger fra oprindelsesstedet om at fjerne objekter af human oprindelse eller af religiøs karakter skal behandles hurtigt og respektfuldt... (ICOM 2006: 4.4) Den nemme løsning havde naturligvis været at fravælge skalpene i stilhed. I stedet greb vi anledningen til at illustrere, hvordan vores samlinger sideløbende tillægges vidt forskellige betydninger af forskellige partshavere. At skalpene ud fra et oplysningsperspektiv er objekter, der bør være tilgængelige for forskning og formidling, markerede vi ved opstille en montre til dem. At de for indianerne er subjekter, forfædre, understregede vi ved at lade dem forblive på magasin. Resultatet blev en tom montre, hvor den besøgende inviteres til dialog og en afstemning på museets hjemmeside. Til dato (februar 2013) har mere end 700 mennesker afgivet deres stemme med en mindre overvægt til dem, der mener, at museer ikke bør udstille andre folkeslags forfædre. Kritik fra anden side Udstillingen er imidlertid også blevet beskyldt for manglende politisk korrekthed. I fagantropologiske kredse opstod en debat om de store dansefilm, der projiceres på udstillingens bagvæg. Her vises dansefilm fra forskellige Powwows i USA afbrudt af close-up danseinstruktioner udført af to medlemmer af Dansk-Indiansk forening, en forening, der afholder årlige Powwows i Rødovre. Dansene vises udførligt, og publikum opfordres indirekte til selv at prøve trinene af; her kan fantasien og identifikationen sættes i gang og refleksionerne over udstillingen omsættes i en kropslig erfaring. Men hvad går kritikken på? At de skandinaviske dansere simplificerer den indianske dansetradition, får den til at fremstå unødigt primitiv? Nej, tværtimod. I Weekendavisen 25. oktober 2012 kunne man læse, at problemet for dele af det fagantropologiske miljø ved Københavns Universitet er, at de skandinaviske dansere er for dygtige, for seriøse omkring deres performance, og de derfor fremstår mere autentiske end de ”ægte” indianere på de store dansefilm. Men først og fremmest handler kritikken om rettigheder, indianernes kulturelle rettigheder, der øjensynligt skulle være blevet krænket ved at lade ikke-indianere træde dansen. Der er i disse år, og ikke mindst efter introduktionen af UNESCOs 2003 konvention om beskyttelse af den immaterielle kultur, kommet fokus på kulturelle rettigheder: hvem må reproducere aboriginernes barkmalerier, hvem må skære Ahayu:da-figurer, hvem må lave svedehytteceremonier? På Nationalmuseet mener vi ikke, vi krænker indianernes kulturelle rettigheder ved at lade skandinaver danse Powwow, endsige ved at lade publikum prøve selv. Med sin knap 100 år lange historie er Powwow det, man med historikerne Eric Hobsbawm og Terence Rangers ord vil betegne som en ’opfunden tradition’. Powwow opstod i en tid, der for præriens indianere var præget af voldsomme forandringer. Efter 1800-tallets indianerkrige og den endelige overgivelse i 1880’erne, var stammerne tvunget til at skabe sig en ny tilværelse som reservatindianere. På reservaterne var de underlagt mange forskellige restriktioner og forbud, eksempelvis forbuddet mod at udføre de rituelle danse. De sociale danse var derimod stadig tilladte, og Powwow opstod derfor som en strategi til at videreføre de gamle traditioner. Powwow er i dag en dansefest, en dansekonkurrence med dansediscipliner, dom


DM2-13
To see the actual publication please follow the link above