Page 17

DM2-13

Kroppen på udstilling At lære sig anmelderiets kunst… Af kulturformidlerne, Københavns Universitet DANSKE MUSEER 2/13 17 Et hold bachelorstuderende fra tilvalgsuddannelsen i Kulturformidling ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet fik i efteråret til opgave at anmelde Nationalmuseets udstilling Pow Wow – indianernes dansefester. Her er et udpluk af anmeldelserne: ”Døren ind til udstillingen og hele den omkringliggende væg er forvandlet til en stor levende scene. Igennem forruden af en bil ser man landevejen, og hvordan den forsvinder under køleren på indianerens pickup. Vi er på vej til Powwow!” ”Udstillingen var en forholdsvis lille og ganske intim affære. Man stod ikke langt fra sine medgæster, og alle kunne høre alle, hvad der var ganske positivt ... mange børn susede ned til enden for at opdage, at udstillingen sluttede her, hvorefter de på tilbagevejen standsede op og betragtede tingene. Formentlig, fordi de kunne overskue den. Det er m.a.o. en god udstilling at ’øve sig’ i at være museumsgæst.” ”Man gør som besøgende klogt i at zigzagge med elegance…Man vil for mange ting med udstillingen, og pladsen er ganske enkelt ikke til det. Desværre, for informationerne er interessante og lærerige; man undrer sig over, hvorfor der ikke er givet mere plads.” ”Man bliver draget af den afdøde ejermands historie og liv. Dragtens proveniens fortalt på en kort og præcis måde, som gør den endnu mere interessant. Der er også et foto af manden iklædt dragten, stående i sit kridhvide køkken i Gentofte. Kontrasterne er tydelige!” ”…det er interessant, at man viser de etiske overvejelser, kuratoren har haft omkring dette at udstille noget, der er følsomt for efterkommerne. Jeg mener, museet har handlet rigtigt i denne sag, men da den tomme montre er placeret op af filmen om dansefesten – så falder dette etiske spørgsmål og videoen til jorden.” ”Det er en god tanke at integrere publikum og lade dem forsøge sig med dansen. Men det falder til jorden, når danselærerne ikke virker autentiske. Det lignede mest af alt en bleg dansker, der havde taget lidt maling i ansigtet .” ”Mange af indianernes genstande har både stor symbolsk værdi, samtidig med at de ofte er hellige. Derfor kunne Mille Gabriel ikke udstille hvad som helst.” ”Debatten vedrører dog ikke kun indianernes vanskelige livsvilkår, der åbnes også for en debat om museumsvæsenets forpligtelser.” ”Det er netop samspillet mellem det traditionelle og det moderne, der puster liv i udstillingen og skaber en interesse hos den besøgende.” ”At få gæster til at tage stilling til noget, der fremtidigt kan være med til at forme museumsudstillinger virker heller ikke som en helt dårlig idé. Tilbage er der ikke andet at sige end god fornøjelse og tak for dansen!” ”Måske var det på tide at flytte Danmarks store etnografiske samling til dets egne lokaler, så der blev mere plads til velformidlede udstillinger som denne?” merpanel og pengepræmier, og også ikkeindianere har adgang til fejringen af den indianske kultur. Hvis Nationalmuseet valgte at ekskludere de skandinaviske dansere fra Powwow-udstillingen på grund af manglende autenticitet, ville det ikke tjene indianernes kamp for kulturelle rettigheder. Tværtimod ville vi kunne beskyldes for at operere med et snævert, essentialiserende syn på indianskhed. For hvor efterlader det storbyindianeren, som aldrig har sat sine ben i et reservat? Eller Hakikta Najin Jordan, hvis dragt vi viser i udstillingen, og som i kraft af sit ægteskab med danske Marianne endte sit liv i Vangede? Gør hans medlemskab af Dansk-indiansk Forening ham mindre indiansk, mindre autentisk? Debatten om udstillingen kom med andre ord til at illustrere udstillingens eget grundtema: Skabelsen og ikke mindst forhandlingen af indianskhed og indiansk identitet gennem kulturarv. Det er vi ikke kede af.


DM2-13
To see the actual publication please follow the link above