Page 3

DM2-13

DANSKE MUSEER 2/13 3 Af Line Hjorth Christensen DanskeMuseer Leder Slip herbariet løs! hjælp af nulevende kunstneres fortolkninger og livtag med de gamle håndkolorerede kobbertryk. Udstillingen er et led i lanceringen af Parkmuseerne, et nyt udstillingskvarter i København og i sig selv en velkommen aktualisering og branding af en håndfuld museer med en meget lang historie bag sig, en københavnsk Museumsinsel. I udstillingen ser vi foruden de nye værker, kobbertrykpladerne, de færdigt kolorerede værker og de tørrede planter, der engang måtte lade livet til kunsten. Men vi kunne have tålt mere: at man havde sluppet herbariet løs, havde anskueliggjort de noget nær magiske og teknisk komplicerede trykkeprocesser, der gik forud for værkerne, nye som gamle, at man havde vist de mange nuancer af sort, som skulle afprøves, inden man ramte den rigtige til sværten, og at man havde vist flere stadier i processen på vej mod det færdige værk. Det ville have gjort godt. Man må være absolut moderne, og der gøres tilnærmelser til at efterleve kravet, hvilket en lille hånd - fuld af artiklerne i dette nummer af Danske Museer også demonstrerer. Men længslen efter en god por - tion Rimbaud fornægter sig ikke, noget der kan give beherskelsen og den fede pænhed et modspil og sætte udstillingerne fri, selvfølgelig på udstillingsmediets egne materielle, rumlige og ofte (i forhold til sproget) mere møjsomme præmisser. Udstillinger er ikke digte, ejer ikke sprogets flygtighed og naturfødte abstraktion. Men ligesom sproget kan museerne genoplive, aktualisere og fortolke det forgangne og gøre det relevant for samtidens blik og interesser. Og i den proces kan de gå nøjagtigt så langt som det passer dem, hvis de ellers vil og tør. Kravet om, at man må være ”absolut moderne”, finder man i den franske digter Arthur Rim - bauds En årstid i helvede (1873), en samling balstyrisk surrealistiske, hallucinatoriske og stærkt visionære digte, der i sin tid fornyede sproget og satte lyrikken fri, og som en vild hund galpede og bed sin læser i tanke og blik. På de danske museer vil man for tiden også gerne være absolut moderne, men vi er desværre langt fra Rimbaud, der er noget tæmmet, behersket, nærmest dydigt over de aktualiseringer og gentænkninger af fortiden, historien og traditionen, som museerne præsterer; museerne bider ikke. Det moderne fortolkes i flere udstillinger som ’det aktuelle’; man må derfor spørge, om museerne nu også bliver mere aktuelle af at beskæftige sig med emner, der i forvejen er oppe i tiden, og især er det på grund af andre mediers interesse og favorisering af dem. En hel udstillingsgenre, hotspot, er af et så - dant journalistisk tilsnit med fokus på nye målgrup - per, vanskeligere og samtidige problemer, og er af en lettere og hurtigere art end større og længerevarende udstillinger. Politimuseets sensationspræ - gede udstilling af kvindelige drabsofre var et grelt eksempel på, at det der sælger aviser langt fra behøver at være museernes gebet. Museerne bestemmer vel selv, hvad der har værdi og relevans? Et privilegium, som det ville være sørgeligt, at de frasagde sig. Over for udstillinger, der lader medierne ånde sig i nakken, er det vigtigere og i reglen langt mere interessant, at museerne udpeger emner og aktualiserer i kraft af kuratoriske valg og formmæssige greb. Som når oplysnings- og designprojektet Flora Danica nu får nyt liv på Geologisk Museum ved


DM2-13
To see the actual publication please follow the link above