Page 8

DM2-13

8 DANSKE MUSEER 2/13 en del genstande i udstillingen, men de er sært passive og spiller i grunden ingen rolle, for alt det udstillingen og folkene bag vil fortælle dig, rummes i de relativt få tekster. Det eneste liv kommer fra fire bittesmå billedskærme, hvor nogle talende hoveder – også de i hvidt og med badehætter på – taler om fedmeoperationer. Rent typologisk vil jeg hævde, at udstillingen er meget lidt narrativ, men heller ikke tilfredsstillende leksikal, fordi der ikke er fyldestgørende oplysninger om alle genstande. Det hjælper, når man får fat på udstillingens sympatiske katalog, som er gratis og hænger på stativer i udstillingen. Her går det så også op for en, hvordan udstillingen i bund og grund er tænkt som en skreven artikel, som så er søgt peppet op med diverse genstande af rustfrit stål, og science fiction maskinerier. Det hele kunne være overstået med en artikel i Illustreret Videnskab og samtidig have nået et langt større publikum. Udstillingen er meget fokuseret på den fedmeoperation, som kaldes ”gastric bypass”, og den heldige indvirkning, operationen har på diabetes 2, og det er selvsagt interessant. Men vi får også at vide, at denne operation kun bruges på svært overvægtige, hvis fedme er livstruende. Og i kata - loget kan vi læse, at fedtoplagringen er under 1% af det samlede energiindtag, hvorved al sammenhæng mellem livsstil, sociale forhold, mad og fedme sparkes ud af banen. Men samtidig fjernes de sidste identifika - tionspunkter i udstillingen for os almindeligt, bare lidt for runde over maven, og man spørger: Hvem henvender denne udstilling sig egentlig til? Jeg er bange for, at den overvejende er til indvortes brug blandt kolleger og nok mest har til formål at slå til lyd for mere forskning end at yde hjælp til mig og andre almindeligt dødelige. Spørgsmålet ”Hvad er problemet” besvares således ikke. Der er heller ikke ordentlig indløsning af de mange løfter i udstillingens indgangstekst. Nok belyses nyere forskning, men at den bidrager til at finde årsagen til den fedmeepidemi, som verden oplever netop nu, er et tomt postulat. ”Hot spot” udstilling, debatskabende? Næppe. ”Pow-Wow” på Nationalmuseet Det er selvfølgelig unfair at sammenligne, men på Nationalmuseet er der anderledes farver, lyd, fest og glade dage. Det er klart al den stund udstillingen handler om de nordamerikanske indianeres moderne dansefester: Pow Wow. Her er meget for øjet og øret: Farvestrålende moderne dansedragter, knapt så farvestrålende gamle dragter fra museets gamle samlinger, væg-store videoprojek - tioner, intensive trommerytmer og sang. Udstillingen sidestiller gammelt og nyt: helt nye indsamlinger fra Northern Cheyenne reservatet i Montana med Nationalmuseets samlinger fra prærieindianerne fra 1800-tallet. Dette retfærdiggøres af, at Pow Wow festerne netop skal understrege indianernes stolte traditioner og derfor søger tilbage til rødderne. Det er selvfølgelig også en forståelig lejlighed til omsider at få luftet de gamle samlinger igen. Udstillingen sammenstiller også fortiden med nutidens rustne bilvrag, druk og sociale elendighed. En sorthvid projektion af tipier overfor en social fotoreportage fra de fattige indianeres hverdag i reservatet. Men hovedindtrykket er fra festen. Det er da også hvad den indledende tekst i forrummet handler om: Den unge mand sti- Små skærme med talende hoveder, også de helt i hvidt og med badehætter… Hvorfor skal man løbe frem og tilbage for at finde ud af, hvad der er i montren? Genstandsteksterne er de røde plader i baggrunden.


DM2-13
To see the actual publication please follow the link above