Page 22

165385 DM 4

22 DANSKE MUSEER 4/14 J. Th. Lundbye: Sky i en trætop, skitse; Kasper Heiberg: Profilskitser, 1978; Stig L. Andersson: Slaraffenland, foto: Stig L. Andersson; J. Th. Lundbye, grene, skitse, 1838; M.G. Bindesbøll: arkade til Thorvaldsens Museum, skitse. Fra: Empowerment of Aesthetics, 2014. øje på? Handler det ikke om, at man skal få den der fornemmelse af, at hér er noget, uden helt at vide, hvad dette noget er?” Du mener, at tingene forandrer sig i udstillingsrummet? Så lad mig spørge om det er et rum, du behersker fuldt ud? ”Indretningen af rummet i Venedig er et rent bygningsarkitektonisk greb. Men den orden og præcision, der er lagt i detaljen, for eksempel montrernes afslutninger, smitter naturligvis af på formen. Dertil kommer så dét, der ikke følger den samme orden, materialer jeg bringer ind og som på en måde knækker eller opløser min orden, materialer der viser, hvad naturen kan. Det er der ikke mange, der lægger mærke til, men man fornemmer det. Det sætter sig i en ligesom en tur langs vandet.” Jeg interesserer mig for at få tingene frem i lyset Her ligger et originalt brev fra Bohr til Einstein og et andet fra Jorn til Bohr. Hvordan kan det lade sig gøre? Dagslyset vælter jo ind i rummet. re tegninger af Mette Gitz-Johansen op på en tynd skærm, Inger Christensen læser op af sin sonetkrans, Sommerfugledalen. Det mørklagte rum er ren sansning. I rummet på den anden side af passagen står seks specialbyggede montrer med relativt stor dybde. Alligevel kommer man tæt på materialet, der, bortset fra 26 sommerfugle, består af bøger, tegninger, breve og fotografi. Her ligger naturligvis Aanden i Naturen, men også Skildring af Veirligets Tilstand i Danmark af J. F. Schouw, Fin de Copenhague af Asger Jorn og Philosophiske Forelæsninger af Heinrich Steffens ved siden af lysbilleder fra G.N. Brandts arkiv, J. Th. Lundbyes studier af trærødder, trætoppe og skyer, Ussing+Hoffs fotografi af arkitektureksperiment på Vejlø 1972, M.G. Bindesbølls plantegninger til Thorvaldsens Museum, Niels Bohrs berømte brev til Einstein (som han aldrig besvarer), Asger Jorns brev til Niels Bohr (som han aldrig besvarer), Anderssons brev til filosoffen David Favrholt (som han aldrig besvarer) samt et udvalg af Anderssons egne projekter. Her hersker en museal atmosfære, genstandene er lagt til skue på klassisk, surrealistisk vis, hvor ingen genstand tillægges større vægt end andre. Til gengæld overrasker sammen- stillingerne så meget desto mere. Man ser på udstillingen, at det interesserer dig at lede efter sammenhæng mellem ting, der til- syneladende ikke hænger sammen, slet ikke i tid. ”I videnskaben har man for vane at skille tingene ad. Jeg vil vise, at det hele hænger mere sammen, end vi regner med. Skal vi nå begrebernes fuldstændige beskrivelse, er der mange sprog og værdisæt, der skal hægtes sammen, og det er det jeg gør her, helt frit. Jeg er ikke afhængig af en konventionel museal eller videnskabelig orden. Jeg opererer ikke med noget hierarki. For mig er det ikke et problem, at Bohr taler med folk, der lever før eller efter ham, når det de arbejder med, er det samme. Det hele eksisterer i kraft af, at det er her.” Hvordan formår du at gøre stoffet så levende? ”Når tingene bringes sammen i en udstilling får det hele naturligvis en anden stoflighed og farve. Men ligger nøglen til en god udstilling ikke i, at den indeholder mere end det, man umiddelbart får ”Jeg er taknemmelig for, at vi fik lov til at låne netop de breve fra Niels Bohr Arkivet og Museum Jorn. Også de andre museer var meget imødekommende, men da vi fik den sidste melding om krav til luxtal blev vi forbavsede. Jeg er klar over, at materialet er lysfølsomt, men hvorfor er det så vigtigt at fastholde nogle bevaringshensyn ud fra en forestilling om, at tingene ikke tåler dagens lys? Til gengæld opdagede jeg – efter vi havde opgivet at få de originale tegninger og i stedet affotograferet og scannet materialet – at der dukkede noget frem, som man ikke kan se i originalen, nemlig al den tøven, der ligger i tegningen. Stofligheden blev en anden, det hele trådte frem på en ny måde. Så det endte med, at jeg slet ikke var interesseret i disse originaler.” Jeg taler til dem, der har øre for det Du indleder dit katalog med at skrive Welcome og du bruger jegform, ja nogle gange også tiltaleform. Det er inddragende læsning. ”Jeg har jo ikke ligefrem lavet udstillingen til hver mand, og jeg tilretter ikke mit


165385 DM 4
To see the actual publication please follow the link above