Page 43

165385 DM 4

DANSKE MUSEER 4/14 43 Museet på Koldinghus Til 18.1.2015 Fyrværkerikatastrofen i Seest I år er det 10 år siden fyrværkerikatastrofen i Seest ødelagde en hel bydel og chokerede danskerne. Udstillingen fortæller i ord og billeder om et af de mest tragiske kapitler i Koldings nyere historie. Katastrofen i Seest er blevet en del af Koldings moderne, kollektive historie. Til udstillingen er udgivet en bog – se publikationer. Frederikshavn Kunstmuseum og Exlibrissamling Til 20.12.2014 FREEZE – Arts & Crafts Now! Udstilling af værker af 18 medlemmer af Nordjyllandsgruppen af Danske Kunsthåndværkere & Designere. Det er noget særligt at være kunsthåndværker i Nordjylland , både fordi det kræver en ekstra indsats at blive set og hørt i den nordligste del af landet, men også fordi naturen, lyset og vandet giver uanede muligheder for at udfolde sig kunstnerisk. Det giver sammenhold og inspiration at arbejde sammen i en gruppe, og derfor har 18 medlemmer af Nordjyllandsgruppen besluttet at vise deres forskellighed og styrke ved at samarbejde om denne udstilling. Kunstnerne, som både repræsenterer keramik, glas, smykker, textil og foto arbejder alle professionelt. Viborg Museum 23.1. til 7.6.2015 Arkæologi i lange baner Nye fund fortæller historier i museets udstilling om arkæologiske udgravninger. Arkæologiske udgravninger er ofte med til at trække lange linjer tilbage i tiden, men i 2012 og 2013 blev arkæologien på Viborg Museum også i praksis udøvet i lange linjer i forbindelse med nedlæggelsen af elkabler i kommunen. Der blev i løbet af de to år gravet over 75 km på tværs af museets ansvarsområde, hvilket gav arkæologerne mulighed for at undersøge områder, hvor det ellers sjældent sker. Disse store infrastrukturforbedringer, der er så vigtige for, at samfundet forsat udvikler og fornyr sig, giver således nye viden om, hvordan fortidens samfund udviklede sig. Det har ført til mange spændende fund og resultater, som vises i udstillingen. Her vil man kunne se skattefund fra stenalderen og man kan opleve hvordan arkæologiske fund fra udgravningen af smalle traceer tilsammen fortæller om et helt kulturlandskab med alt fra religiøse samlingspladser til bebyggelse. Udstillingen viser både den tidlige jernalders transportregulerende anlæg og det komplekse landsbysamfund i yngre jernalder, hertil kommer grave, som fortæller om begravelsesskikken. I udstillingen bliver man således både klogere på de nye ’strøm-motorveje’, nye fund og metoder samt gamle samfundsnormer og levevilkår. Den Hirschsprungske Samling, København Til 25.1.2015 En rekrut fra 64 – illustrationer af Frants Henningsen Det er 150-året for krigen i 1864. I Den Hirschsprungske Samling vises en billedkunstnerisk tolkning af hændelserne. Her findes en serie af ca. 50 tegninger udført af maleren Frants Henningsen, som illustration til P.Fr. Rists selvbiografiske roman En rekrut fra 64. Illustrationerne giver et levende billede af livet i felten og ved fronten i Dybbøl. Museum Østjylland, Randers Til 4.1.2015 En lille nisse rejste – i tiden Hop på juleraketten og tag på en hyggelig tidsrejse med årets juleudstilling. I årets store juleudstilling kan børn og voksne med kulturhistoriske briller på følge julen i tidsspændet fra ”før det var jul” og helt frem til julen, som vi kender den i dag. Vi dumper blandt andet ned i en festlig 80’er julefrokost på kontoret, vi føler med soldaten, når han langt fra familien holder jul ved fronten, og vi er med i stuen under det årlige julebad i starten af 1900-tallet. Der bliver også plads til et smugkig ind i fremtidens jul, hvor fremtidsforskeren giver sit bud på, hvordan de danske juletraditioner vil udvikle sig i årene, der kommer. Publikum inviteres til selv at bidrage til billedet af fremtidens jul ved at lægge deres eget jule-spor i museets tidskapsel. Glasmuseet Ebeltoft Til 31.12.2014 Come Together. Study-udstilling Micha Karlslund er ikke en kunstner, der går den lige vej. En årelang omvej ad billedkunsten har ført til et helt nyt udtryk i den erfarne glaskunstners værker. På Study-udstillingen giver hun et unikt indblik i sin søgen efter et nyt kunstnerisk sprog, hvor glas og billeder smelter sammen. ”Mit idémæssige univers bunder i det eksistentielle, det at være til, at være menneske og agere i denne verden – om forskellige tilstande som f.eks. skrøbelighed og styrke. Med glasset som medium er det min hensigt at udtrykke mig om alle disse tanker, som jeg mener glas er så velegnet til, idet det rent fysisk reflekterer, lyser, kan ses i flere lag samt selv er et materiale som både er sejt, sprødt, hårdt og blødt” fortæller Micha Karlslund om baggrunden for sit Study-projekt. Världskultur Museerne, Göteborg Til 15.2.2015 Maadtoe (maa-too-ä) sydsamisk for oprindelse. Kunstnerne Anders Sunna og Michiel Brouwer giver deres billede af hvordan samerne behandles i nutid og fortid. Værker som fortæller en personlig og smertelig historie om en families skæbne og udsathed i en glemt del af Sápmi. Mød kunst som går direkte ind og er vanskelig at forsvare sig mod. Muserum. Glyngøre Kulturstation Til 15.2.2015 Krigen ved Sallingsund Der er sikkert ikke mange som ved, at Glyngøre/Sallingsund-området var udset som et strategisk knudepunkt for forsvaret af Danmark under 1.Verdenskrig. Gennem en række artikler i Morsø Folkeblad har Leif Kristiansen beskrevet, hvilken indflydelse 1. Verdenskrig fik lokalt omkring Sallingsund. På udstillingen vil der blive uddelt kort over området, så man selv kan finde frem til resterne af de forsvarsværker, som blev etableret i området. Foto: Scanpix


165385 DM 4
To see the actual publication please follow the link above