Page 3

WEB 267854 PakinsonNyt 1-2017 bladrePDF

Jorry Højer Landsformand LEDER | 3 200 år med Parkinson I 2017 kan verden markere, at det nu er 200 år siden, at James Parkinson udgav det senere så berømte essay ”An essay on the shaking palsy”, der handler om ’rystelammelsen’. Baseret på seks personer, som James Parkinson havde observeret i nabolaget, nedfældede han her den første beskrivelse af parkinsonpatienters karakteristiske hurtige gang og tydelige rysten.  Siden har verden ændret sig, og parkinsonforskningen er i dag i rivende udvikling, selvom utålmodigheden kan være stor hos alle os, der lever med Parkinson. Det er derfor med stor glæde, at jeg kan fortælle, at vi den 25. april samler fem af landets absolut dygtigste parkinsonforskere i Aarhus til markeringen af 200-året. Mens vi venter på det store gennembrud er det vigtigt, at vi alle holder os orienterede om sygdommen og samarbejder tæt med landets forskere. Jeg vil derfor gerne rette en varm tak til foreningens forskningsråd, som står bag arrangementet og dedikeret arbejder for at knække koden til Parkinson. Derfor vil I i hele 2017 opleve, at foreningen sætter ekstra fokus på den livsvigtige parkinsonforskning. Det samme gør resten af Europa under hashtagget #UniteForParkinsons på de sociale medier. Tiden er kommet til, at vi alle står sammen for Parkinson. I 2017 vil I også opleve, at Parkinsonforeningen byder op til dans med dansehold fordelt i hele landet. TrygFonden valgte i december at støtte parkinsondans med hele 3,75. mio. kroner. Projektet er endnu i sin spæde start, men jeg glæder mig utrolig meget til at møde jer alle på dansegulvene rundt i landet, når vi går i gang efter sommerferien. Få ting giver livsglæde som dans og musik. Når vi danser, er vi ikke længere patient eller pårørende, vi er en del af fællesskabet og kan måske se hinanden i et helt nyt lys. Kridt danseskoende og følg med på www.parkinson.dk, hvor vi løbende fortæller mere. Endelig vil jeg gerne opfordre hver enkelt af jer til at møde op, når jeres lokale kreds holder generalforsamling dette forår. Til generalforsamlingerne siger vi tak til alle de, der har ydet en enorm indsats i de forudgående år og byder velkommen til nye frivillige ildsjæle. Det lokale kredsarbejde er rygraden i foreningen, det er her vi samles i dagligdagen, deler erfaringer på godt og ondt og følger med i hinandens hverdag. Lad din stemme blive hørt – vi har altid brug for nye perspektiver og ideer.


WEB 267854 PakinsonNyt 1-2017 bladrePDF
To see the actual publication please follow the link above