Page 157

BIND 10

183 »Den kan jeg da virketig udenad« Langgaards fantastiske musikhjerne k om p o n i s t e n Tage Af i e i s en f s . 4 7 J , d i r e k t ø r f o r De t d a n s k e i n s t i t u t f o r t i i d e n s k a b og k u n s t i kom, k a r g i v e t k i p e n s e r - Ri a c f e t t i i i a d e i s e t i i a t g e n o p t r y k k e h a n s e r i n d r i n g s g l im t om k u e d L a n g g a a r d 7 1 8 9 3 - 1 9 5 ^ 1 , d e r b l e v p u k i i c e r e t i Dansk i f u s i k t i d s s k r i f t 7 - 8 , i 9 6 8 . Første gang jeg så Rueet Langgaard må have været i 1940 eller 41 - kort efter at han var kommet til Ribe. Jeg så ham sidde på en bænk på den gamle kirkegård bag ved Gravsgade, og jeg vidste med det samme, hvem han var. For man havde naturligvis snakket meget i byen om den ejendommelige mand, der var blevet ansat som domorganist. Og ejendommelig var han u- nægtelig, ikke mindst af udseende Hans Liszt-agtige fysiognomi med den store krumme næse og det lange grå hår, hans jaketbenklæder og den lange kavaj lignende overfrakke vakte opsigt i Ribes gader Jeg ser endnu hans særlige gangart for mig, når han var på vej fra sit hjem i Gravsgade til domkirken; for hvert skridt løftede han benene på en ganske særlig måde, som om de toppede brosten var glødende. Nu var det selvfølgelig ikke bare hans udseende og hans person, man fandt ejendommelig, men i byens meget snævre musik-cirkler også den musikalske indstilling, han stod for, og som man først og fremmest stiftede bekendtskab med gennem hans gudstjenestespil. - Som halvvoksen kom jeg jævnligt i en af disse kredse. Dens midtpunkt var seminarieforstander Helge Haar, musikforeningens formand, og hans kone Elisabeth; hun var pianistinde, uddannet på Det kgl. danske Musikkonservatorium af professor Orth, og min iøvrigt fortræffelige klaverlærerinde. I hjemmet hos hr. og fru Haar samledes man nogle gange i vinterens løb og musicerede. Engang ved en sådan lejlighed talte man om Langgaard; - enkeltheder fra denne samtale har jeg glemt, men jeg husker, at daværende biskop C.I. Scharling, som var stærkt musikalsk interesseret, ligesom afbrød al videre diskussion af emnet ved at sige:"Ja, for mig er det nu som om selveste I.P.E. Hartmann sad ved orglet, når Langgaard spiller." Selv har jeg ikke nogen særlig klar erindring om Langgaards orgelspil; jeg var ikke ligefrem nogen flittig kirkegænger og hørte ham mest, når jeg ved højtider^ ne medvirkede i domkirkens kor. Jeg var naturligvis imponeret o- ver hans enestående improvisationsformåen, og jeg husker enkelte af hans mere bizarre indfald, f.eks. dette at indlede et salmeforspil med en uendelig lang tone i pedalet, eller hans rigelige anvendelse af orglets let


BIND 10
To see the actual publication please follow the link above