Page 158

BIND 10

184 forstemte klokkespil i julegudstjenesten. - Jeg har kun hørt ham som koncertspiller een gang, jeg tror, det må have været i sommeren 1946, hvor han gav en kirkekoncert med bl.a. sin egen orgeltoccata, César Francks E-dur koral og en orgelsymfoni af, såvidt jeg husker, Louis Vierne på programmet. Koncerten gjorde et stort indtryk på mig, især på grund af Langgaards virtuose udfoldelse . Min far var i mange år medlem af domkirkens faste kor. Ved jule-, påske- og pinsetid blev koret suppleret op, og via min far blev jeg en af de ekstra korsangere. Gennem flere år var jeg med, til at begynde med ved alle højtiderne, senere i slutningen af 40'er- ne, da jeg havde påbegyndt mine studier i København, kun ved julegudstjenesten. Her opførte man hvert år efter biskoppens ønske Hartmanns juleliturgi (som Lang- gaard ikke brød sig om; den er så firkantet, sagde han), og den indledende indstudering foregik i hjemmet i Gravsgade. Han gennemgik her de enkelte stemmer ved klaveret, igen og igen, som når man lærer en skoleklasse en ny sang, - kun de færreste af korets medlemmer havde kendskab til noder. - Det er i grunden patetisk at tænke sig en mand med Langgaards formidable musikalske intelligens og overblik som stemme- indterper. Men jeg husker ham kun som venlig og tålmodig ved disse indledende øvelser. Senere ved de samlede prøver i kirken kunne han godt blive irriteret, når det kneb med at holde rytmen eller intonationen. Og ved selve opførelsen juleeftermiddag blev han undertiden nervøs, hvis han mærkede, at der var slinger i valsen; Hans nervøsitet gav sig bl.a. det udslag, at han gav sig til at markere takten ved højlydt at slå taktstokken mod nodepulten - noget, der næsten kunne bringe koret til panik, fordi taktslagene kunne høres over hele kirken. Som den glødende musikalsk interesserede gymnasiast jeg var, kunne jeg selvfølgelig ikke nære mig for at bringe forskellige musikalske emner på bane over for Langgaard, når der efter prøverne blev serveret the og kage for koret. Og det varede ikke længe, før jeg nogenlunde regelmæssigt besøgte hr. og fru Langgaard. Ikke sjældent alene, enkelte gange sammen med mine forældre eller med Håkon Raskmark, seminariets musiklærer, med hvem Langgaard undertiden spillede violinsonater. Fra 1947, hvor jeg flyttede til København, kom jeg kun i ferierne, og da sommetider sammen med senere kgl. kapelmusikus Erling Kabel, dengang konservato- rieelev, og sammen med forskellige af vore ferierende venner fra København, bl.a. pianisten Kjeld Hansen og komponisten Bernhard Lewkovitch. De lavloftede stuer i Gravsgade dannede et særpræget, gammeldags interiør, smukt møbleret med et gammelt Bechstein-flygel som det centrale møbel. Det var et arvestykke fra faderen, professor Siegfred Langgaard, der havde haft det med hjem fra sine studier hos Franz Liszt. Det fortaltes, at Liszt selv havde været med på Bechstein-fabrikken og havde hjulpet med ved udvælgelsen. Til trods for at det altså i slutningen af 40'erne har været mindst 70 år gammelt, husker jeg det som et ret usædvanligt instrument af en egen sprød klangskønhed. - Som en særlig attraktion var husets spisestue forsynet med gaslysekrone, som den ene gang, hvor jeg mindes at have set den tændt, gav en meget smuk og levende belysning. De efterfølgende spredte erindringsglimt fra årene 1946-52, kan jeg ikke tidsfæste nærmere m.h.t. rækkefølge, men jeg har bestræbt mig for kun at medtage hændelser, som jeg har en helt klar erindring om, og for ikke at lade min beretning farve af senere vurderinger. Hvad der især gjorde indtryk på mig, var Langgaards kolossale musikermæssige format, hans utroli


BIND 10
To see the actual publication please follow the link above