Page 163

BIND 10

189 Trans!okationen 1988 Der var ingen tvivl i år. Sommeren var over os, og i Ribe var der fra morgenstunden lagt op til en perfekt translokation i Katedralskolens lindegård. Der var næppe en sky på himlen, og der var en festlig stemning til stede hos os alle, da skolens nye rektor, Bent Karsdal, kl. 10 kunne starte sin første translokation. Men lige inden vi går igang med den, et par ord om de forberedelser, der skete umiddelbart forinden. Kl. 7 begyndte pedel Stei- ness og hans lille team at stille podie, stole, talerstol, klaver m.m. op, og i løbet af 2 timer var den gamle gård gjort klar til at modtage de mange mennesker, der mødte i sommerligt tøj og godt humør. Samtidigt startede Ripenser-Samfundets repræsentanter at gøre klar til receptionen. At se gamle elever dukke op i skolegården og mødes er iøvrigt et studie værd. Der er næppe mange skoler, der i den grad gennem mange år har haft evne til at samle elever til jubilæer som Ribe Katedralskole. Jubilarklasserne havde i år åbenbart gjort sig store anstrengelser for at få folk trommet sammen, og der var i mange tilfælde tale om stor gensynsglæde, der tydede på lang tids adskillelse, men der var tydeligvis også tale om, at mange var helt vant til at komme til jubilæum. Hurra for traditioner! Kl. 10 kunne rektor Karsdal byde den store forsamling velkommen. Der var studenter og deres pårørende, vordende studenter, nu- og forhenværende lærere og jubilarer med helt op til 75 år på bagen som studenter og realister. Blandt tidligere lærere sås rektor Erik Lund, Fredericia, der engang var en højtagtet lærer i historie og engelsk i Ribe. Snakken forstummede næsten under velkomsten og helt, da lektor Alvad slog an til Den signede dag. Rektor indledte sin gennemgang af skolens forhold i det forløbne år med at mindes Rie Rahbek, der underviste i fransk til sin død i september 1987. I sin beretning, der gengives i sin helhed nedenfor, kom rektor ind på den nye gymnasiereform samt skolens forhold til dens brugere og det lokalsamfund, som skolen også er en del af, og sluttede med at omtale den udvikling skolen havde gennemgået i de forløbne 10 år, hvor Thomas Rasch var rektor. Endelig sagde rektor Karsdal farvel og tak til Grethe Skjødt, der d. 1. november går på pension. Så kom kantatens første del. Det er jo for gamle elever tilbage til 1945 et velkendt og elsket musik- og sangværk. Den blev fremført med usædvanligt pep. Alvad akkompagnerede og Muhlmann dirigerede disciplene med stor indlevelse. Stemningen steg et par grader. Rektor uddelte derefter eksamensbeviser til de 76 dimittender, der i de fleste tilfælde bar en studenterhue. Selvom rektor ikke har været ret lang tid på skolen, fik man det indtryk, at han kendte sin elever. Han sluttede med sin tale til studenterne. Den gengives nedenfor. Kantatens anden del, der jo er mindst lige så dejlig, som den første er morsom, fremførtes med gode takter og en enkelt svipser. Mange sad og nynnede eller sang med. Dette musikalske indslag var og er fortsat en virkelig god del af vor translokation og i høj grad med til at løfte stemningen. Studenternes talsmand, Søren Hei- de, havde derefter traditionen tro ordet på dimittendernes vegne. Hans emne var traditioner og i særdeleshed Katedralskolens. Talen er gengivet nedenfor. Jubilarernes talskvinde var Marie


BIND 10
To see the actual publication please follow the link above