Page 17

BIND 10

11 for, i Ripenser Samfundet at kunne finde et sted, hvor de kan føle sig hjemme og ved hyggelige sammenkomster opfriske og bevare venskaber og kammeratskaber, der er indstiftet i skoleårene. De vil her midt i den fremmede bys travlhed finde en oase, hvor de kan øse af de gode minders uudtømmelige brønd. Lad os håbe, at Ripenser Samfundets medlemmer altid med pietetsfuldt sind vil bevare mindet om vor kære, gamle by, hvor vi har tilbragt vore måske lykkeligste dage" Vanskeligheder og stagnation Hvordan gik det med realiseringen af disse mænds intentioner, som de delte med resten af den stiftende forsamling? Foreningen måtte i de 75 år, der er forløbet siden dens stiftelse, gennem de to verdenskrige med deraf følgende vanskeligheder. Den første begejstringsrus kunne ikke opretholdes. Den var blevet båret frem af en elite af ældre akademikere, der var studenter fra Ribe, og som følte sig som en familiekreds med Ribe Katedralskole som det fælles udgangspunkt. De var de faste støtter og de trofaste mødedeltagere i Ripenser Samfundets første år, og det var fra denne elite, man hentede foreningens bestyrelsesmedlemmer og formænd. Prof. E.Warming 1912 - 1914 Dr. phil. Kinch 1914 - 1918 Kaptajn B.Paulsen 1918 - 20 Ingeniør O.Blume 1920 - 1921 Kontorchef E.Bang 1921 - 1925 Overretssagfører Peter Paulsen 1925 - 1927. Men denne pionerskare blev stadig mindre og efterlod deres nekrologer i Ripenser Bladet. Det ikke alene mindskede medlemsantallet, men det bevirkede tillige hos de overlevende en mindre interesse for sammenkomsterne, hvor de ikke længere kunne træffe sammer med deres jævnaldrende kammerater. Der var heller ikke tilstrækkelig tilgang af unge. Ganske vist drev næstformanden, overlærer Amorsen hvert år en stærk propagande blandt de vordende studenter, der fortsatte med deres studier i København, og som fandt sammen på Studiegårdens frokoststuer, i Kannibalen og i Studenterforeningen. Trods stagnerende tilslutning arbejdede Fogh og Rosenstand ufortrødent videre som de tidligere havde gjort, men dog med visse indskrænkninger: færre blade og billigere fester, men man så supplerede man med andre aktiviteter. Man afholdt således i 1917 torskegilde med tombola, karneval og danseskole. Trods svigtende deltagelse i arrangementerne sneg medlemstallet sig alligevel i vejret, måske netop på grund af krigen. Riponser Samfundet var et sted, hvor man hyggede sig i bevidstheden om et fælles tilhørsforhold til den kære lille by, der efter 1864 havde fået så trang en skæbne - spærret inde i en snæver lomme syd for Kongeåen. Nogle af medlemmerne havde oplevet 1864. Erindringen herom var levende og fostrede en stærk nationalfølelse, der var et kendetegn for Ripenser Samfundet. Krigen vakte håb om grænseliniens flytning, og da genforeningen blev virkelighed fulgte en begejstring, der blæste fornyet liv i Ripenser Samfundet og i dets aktiviteter. Man deltog i en indsamling til et skolebanner, og man satte en mindeplade i skolens mur til højre for hovedindgangen til minde om dem, der var omkommet i krigen, og som havde været elever på skolen. Man fandt sig imidlertid h^H-tigt til rette med den nye tingenes tilstand. Det blev til


BIND 10
To see the actual publication please follow the link above