Page 37

BIND 10

63 Gamle guder o g moderne kunst Hans Edvard Nørregård-Nielsen For et par måneder siden blev Carl-Henning Pedersens udsmykning af Ribe Domkirke afsløret. Med den er der sat et, ihvert- fald foreløbigt, punktum for en diskussion, som har strakt sig gennem det meste af århundredet. Den sidste omfattende restaurering af kirken var i alt* væsentlig afsluttet i 1904, og det blev i sammenhængen fremført, at kirken burde udsmykkes. Bestræbelserne var tæt på at blive ført ud i livet, da Joakim Skovgaard udarbejdede et projekt, der i årene 1927-29 optrådte på finansloven. Kunstneren havde da en totaludsmykning af domkirken i Viborg bag sig og arbejdede i Lund med sin store mosaikudsmykning af apsis (1921-27). Senere er adskillige andre projekter blevet fremført og forkastet, med større eller mindre engagement, men sagen er aldrig blevet hverken gemt eller glemt. Der er ingen grund til at skjule, at jeg med et udgangspunkt i Ribe har fulgt sagen på nærmeste hold de sidste tyve år. Min svigerfader, afdøde stiftamtmand Morten Edel- berg, arbejdede ihærdigt på at få gennemført en løsning, og jeg tænker med forundring tilbage på den februardag i 1975, hvor han ved mit kandidatgilde sad og talte med Carl-Henning Pedersen. "Du hører med til dem, der tror på gamle guder", sagde kunstneren. Lidt hasarderet, men ubestrideligt rigtigt, skønt gamle guder er et ligeså intetsigende begreb som moderne kunst. For mig har kirkens udsmykning på flere planer været som at vedgå arv og gæld. Jeg anfører det med fuld bevidsthed om, at mit moralske medansvar for kirkens udsmykning derved kan reduceres til et privatanliggende, som andre strengt taget burde have været forskånet for. Lad os nu se. I perioden 1980-83 var jeg formand for de billedkunstneriske udvalg under Statens Kunstfond. Som en af de første sager fik tremandsudvalget forelagt ønsket om en udsmykning af Ribe Domkirke, og vi aflagde besøg på stedet. Inde i kirken forekom opgaven uløselig. På vej op gennem Jylland talte vi ikke mere om det, men blev til gengæld, under aftensmaden på Hotel Ringkjøbing, som med en mund enige om, at der kun kunne være tale om Carl-Henning Pedersen. Jeg tror aldrig vi har været så enige, bagefter følt os mindre i tvivl. Derfra og til udsmykningen i dag er en realitet gik en omstændelig, men ikke besværlig vej. Kunstneren skulle kontaktes før der i forhold til menighedsrådet var nogen grund til at optræde som Kirsten Giftekniv. Der skulle ikke bruges vold mod hverken kunstneren eller menighedsrådet; alle autoriteter på den videre kommandovej tilsluttede sig noget nær spontant. Så langt blev beslutningen gjort til sommerens debatemne, i agurke- tiden gjorde aviserne sig umage for at trække nogle relevante indvendinger i langdrag med mere irrelevant fyldstof. Personligt glædede det mig, at de væsentligste ankepunkter på forhånd var gennemdrøftet af Statens Kunstfond og domkirkens menighedsråd. Der var to indvendinger. Burde Ribe Domkirke ikke betragtes og dermed behandles som et nationalt klenodie, der fik lov at henstå som mindestue? Og var Carl-Henning Pedersen en kunstner som med et kristent livssyn formåede at arbejde indenfor kirkens rammer?


BIND 10
To see the actual publication please follow the link above