Page 380

BIND 10

406 hedsfuld ø, hvor pigerne rigtig kunne lege. Ubeskedent nok påstod hun, at selv om hun var yngst, var det hende, der var bedst til at finde på rigtige sørøvertogter, hun havde den livligste fantasi . I Oksbøl engagerede lægen en privatlærerinde til de tre piger plus en veninde ude fra en gård. De havde aldrig gået i skole. For at få adgang til Katedralskolen skulle de aflægge prøve ved en eksamen i samtlige fag. Det foregik under stor højtidelighed i København på selve universitetet. Det tjener deres privatlærerinde til evig hæder, at pigerne klarede det. Først universitetseksamen, så skolegang i Ribe - akavet, men helt i Herthas stil. I klassen faldt hun godt tilrette og var en god og solidarisk kammerat. Hun var ikke vant til en skoles rutine, havde gerne taget forkerte bøger med i skyndingen og ledte længe i sin taske og fandt så nogle helt tredje. En ting undrede os. Hun turde stille spørgsmål til læreren. Vi andre var forlængst alt for dresserede og velsagtens for sløve. Men hun kunne overraske, tit med mærkelige spørgsmål i en fjern forbindelse med teksten. Resten af dagen var hun og søstrene hos onkelen i Stiftamtmandsgården sammen med kusinen Gete, Karen Margrethe Herschend (s.28). Gården ligger lige over for skolens indgang. Vi passerede jomfruburet på vej hjem til vore pensionater og den daglige mausel 100 m derfra - men afstanden var astronomisk. Så København og visse uklare studier sammen med et hold veninder på Kvinderegensen, hjerteveninder resten af livet. Johanne Hansen, jurist. Esther Ammundsen, Københavns stadslæge, der på Herthas 70-årsdag opfordrede til en tur kloden rundt - det er netop nu, livet rigtigt begynder! Esther Møller, stadig aktiv læge i det indre København og en levende fabel. Men frem for alle Helga Pedersen, godsejer, minister, med i alle slags internationale kommissioner med Hertha som ledsager - i 1930erne ekspert i at gå på æbleskud i folks privathaver og at entre væk over plankeværker. Borgerkrig i Spanien. Fra Paris tog Hertha og en kammerat sydpå til en grænsestation, hvor familien hjemme troede dem i god behold. En bro førte over til den spanske side. Vagtposter på begge bredder. Men ti minutters vinpause - lige nok til at Hertha og kammeraten kunne smutte over. Så nogle måneder som sygehjælper i et svensk lægehold i Barcelona. I 1940erne kontorjob i udenrigsministeriet og udsendt til konsulater og ambassader i Orienten bl.a. i Teheran, hvor hun beundrede shahen og senere skrev harmdirrende læserbreve i Ber- lingske imod Khomeini. Engang i toget fra Ankara østpå op gennem Anatolien blev toget standset af bevæbnede partisaner eller gendarmer. Alle passagerer blev drevet ud på sletten og bagagen endevendt. Hertha nægtede og lod sig ikke rokke fra sin plads. Officerer blev tilkaldt og larmede op. Hertha svarede igen, svingede med pas og papirer med Danmarks Rigsvåben og diplomatstatus og smækkede døren i. så rullede toget videre. Det var først efter hjemkomsten fra Teheran, hun kom på den ide at studere persisk og arabisk ved Københavns Universitet. Hun blev magister, knyttedes til Det kongelige Bibliotek og undertiden kaldt til British Museum som særlig sagkyndig. Skrev bøger og artikler, fortalte i radio, var med i en film om Det lykkelige Arabien og Carsten Niebuhr. Når hun skrev om islamisk billedkunst eller om Thorkild Hansen og Niebuhr og hans mærkelige rejsefæller i 1700-tallet, var det let læst med en munter undertone, nu og da med en helt uventet drejning, et sideglimt som når Hertha i klassen i Ribe fik os til at vågne op. Hun var et menneske af en sjælden race og kvalitet. !V;e/s fukman is.,?77


BIND 10
To see the actual publication please follow the link above