Page 44

BIND 10

70 Det er også mit indtryk, at I ikke siden har fortrudt. Sammenfattende vil jeg sige, at det er min erfaring, at det enkelte menneske som regel er i stand til at forvalte sin tilværelse; sætte sig mål og vurdere målsætningen mod dens pris; både når tidshori- zonten er kort og når den er lang. Ser man på de mål, vi i vort samfund har sat som overordnede; de mal, vi i fællesskab stræber mod, er der stort set enighed om dem. De kan sammenfattes i ordet velfærd, som bl.a. dækker over de fundamentale livsfornødenheder til alle, et vist minimum af materiel velstand, individuel frihed til at stræbe mod egne mål, blot det ikke sker på bekostning af andres muligheder. Det, den politiske debat drejer sig om, er jo ikke om disse mål er rigtige eller ej. Det er snarere ganske små facetter af, hvordan en velstand, som ligger langt over de grundlæggende behov, skal fordeles grupper i samfundet. Men når vi diskuterer omkostningerne ved vore fælles ak iviteter, er det jo ofte ikke de totale omkostninger, men kun den del, som skal betales inden for en ret kort tid - måske et eller to år. Det står for mig som om vor evne, til i fællesskab at vurdere konsekvenserne af vort liv på Jorden, er underudviklet. Et par eksempler: I 50-erne og i 60-erne brugte vi at grave kemisk industriaffald ned i jorden. Så var det usynligt. Det kan næppe være undgået nogens opmærksomhed, at vi i 80- erne er begyndt at grave det op igen på grund af en følgende grundvandsforurening. Var man ikke dengang i stand til at forudse konsekvensen af det man gjorde? - Jo. Hvorfor gjorde man det så? I dag er det vanskeligt at finde arealer i naturen, hvor man kan anbringe husholdnings- og industriaffald fra de større byer. Prøv at forestille Jer hvordan Sjælland ser ud om f.eks. 1000 år hvis en affaldsproduktion som den nuværende fra København skal deponeres i naturen. Kan vi byde kommende generationer det? Eksempler er der nok af. Den tropiske regnskov er på vej mod udryddelse. De såkaldte freongasser, som fremstilles industrielt - de dannes ikke i naturen - vil måske med tiden nedbryde atmosfærens indhold af ozon. Dermed er de en trussel mod livet på Jorden. Dette skal være min udfordring til Jer; en etisk, økologisk udfordring; besvarelse på spørgsmålene: Hvilken tidshorizont skal vi bruge når vi vurderer konsekvenserne af vort liv på Jorden? Hvilke vilkår skal vi byde kommende generationer? Tillykke med eksamen og lykke fremover. Hermed dimitteres I fra Ribe Katedralskole. 1987-STUDBNTERNES TALE CHRISTIAN DONS CHRISTENSEN Den 1. januar 1986 overgik vi fra statens til amtets administration, men det eneste, vi elever bemærkede, var nok, at splitflaget blev erstattet med et almindeligt Dannebrog. For hverken centraladministrationen eller bygningerne har nemlig indflydelse på den atmosfære, scm eksisterer her på skolen. Det, der skaber atmosfæren, er dialogen, inspirationen, ikke bare mellem elever og lærere, men også - og især - i det samvær vi elever har haft både i og uden for skolen. Og den dialog med de mange forskellige synspunkter har da også ganske afgjort modnet os. Men hvis man spørger os, som Piet Hein spørger professor O. Blubbe: "Hvad er livet?", så må vi med ham svare: "Jeg syns det er no'et jeg har læst om." For uanset, hvor meget dialog og teori om fremmedhed og splittethed, vi har fået her på stedet, så må man indrømme, at vi indtil nu har levet en meget beskyttet tilværelse.


BIND 10
To see the actual publication please follow the link above