Page 466

BIND 10

492 at føre os ind i grammatikkens krinkelkroge. Vejviser var Johs. Himmelstrup, der hersede med os i dansktimerne. Der blev ikke givet ved dørene, for, som han sagde: "I bliver ikke rykket op i næste klasse, hvis ikke I kan den grammatiske terminologi (han mente: den fine internationale, latinske!) og analysere en sætning ordentligt. For i næste klasse skal I til at lære tysk, og I kan risikere at få Sandfeld!" Se, det var en trussel, der var til at tage og føle på, for blandt mellemskolens rollinger verserede de grusomste rygter om, hvor streng Sandfeld var. Og minsandten, om jeg så ikke fik netop ham som tysklærer i mellemskolen! Jo, Sandfeld viste sig ganske rigtigt at være både streng og krævende. Bister og brøsig forekom han nok de fleste, også mig. Men mit erindringsbillede af ham er i årenes løb blevet stærkt modificeret.Det er mig ikke klart, hvilken form for pædagogik der indgik i uddannelsen i Sandfelds unge dage. Men når jeg nu så lang tid efter tænker tilbage på hans timer, er jeg tilbøjelig til at betragte hans pædagogik mere som et udslag af hans helt personlige facon. E- gentlig tror jeg ikke, han altid gjorde sig klart, at han havde med børn at gøre, og både i krav og forventninger antog han os vist for at være noget ældre, end vi i virkeligheden var. Han kunne kunsten at klasseundervise. Alle skulle være med på een gang. Mens han fra katederet med hånden under sit skråtstillede hoved (var han en smule tunghør?) eksercerede een og indledte en samtale med en anden, blev en tredje, stundom også en fjerde, gennet til tavlen. Resultatet af alle disse anstrengelser blev omgående bedømt, ofte fra den anden ende af klasseværelset, for Sandfeld var sjælden i ro ret længe ad gangen. Han foer omkring for at holde os i ånde og håndhæve justits. Af brydelser eller protester tåltes ikke. Naturligvis måtte der ikke snakkes eller hviskes i timerne. Jo, hvis Sandfeld var i godt lune, kunne det til nød tolereres, hvis det vel at mærke foregik på tysk - men så skulle de stærke verber, konjunktiverne og alle kasus også være på plads og i orden. Som regel udløste de mindste tegn på mishag eller opsætsighed dog tordnende udbrud på katederet, hvorfra Sandfeld med beundringsværdig træfsikkerhed sendte en våd tavleklud i fjæset på den formastelige, hvis han da ikke jog vedkommende m/k udenfor. Til Sandfelds facon hørte også, at han i udpræget grad var tilhænger af iearning by cfoi'ng. Remser og udenadslære, som ellers så ofte forbindes med tyskundervisningen, var bandlyste. Til gengæld var han utrættelig, når det gjaldt at finde på eksempler til illustration af grammatiske ejedommelig- heder; han formelig rystede dem ud af ærmet, gentog dem i een u- endelighed og sørgede for, at de atter og atter blev inddraget i undervisningen, indtil de sad. Et særlig nederdrægtigt påfund (fandt vi) var Sandfelds "små sorte hefter", som han især benyttede i mellemskolens sidste klasse. Her havde han samlet siq et arsenal af faste udtryk og ta- levendinger, som der altid var reserveret tid til i timerne. Forbindelsen til de tekster, man ellers læste, var ikke altid lige indlysende for os. Men vi blev o- verhørt i "fraserne" og skulle kunne dem alligevel, - først langt senere indså man så, hvor nyttige de havde været. Jo, Sandfeld var en krævende og streng lærer at have i mellemskolen. Men de, der havde været under hans kommando, havde faktisk tilegnet sig en masse tysk. Og bortset fra de obligatoriske oversættelser til dansk var der da heller ikke blevet talt stort andet end tysk i hans timer. Det var en helt anden Sandfeld, jeg oplevede i det nysproglige gymnasium, hvor jeg fik ham i fransk. I en af vore første timer spurgte han, om vi ønskede, at han nu skulle sige du eller De til os. Jeg husker ikke, hvad vi svarede, og det er såmænd også ligemeget, for Sandfeld blev vist


BIND 10
To see the actual publication please follow the link above