Page 467

BIND 10

493 aldrig enig med sig selv på det punkt. Men spørgsmålet havde røbet, at han på sin vis betragtede os med nye øjne. Glimtvis skinnede den gamle lærer dog stadig i- gennem hans noget blidgjorte gemyt. Hans krav var fortsat store. Egentlig større, end bestemmelserne foreskrev. I gymnasiet var der en engelsk og en tysk stil hver uge, men der måtte ikke forlanges stil i fransk. Det gjorde Sandfeld så heller ikke. Men grammatikbogens lumske oversættelsesøvelser blev til gengæld tyret i alle enkeltheder, og på tavlen blev der i de tre gymnasieår formodentlig skrevet næsten lige så mange sætninger på fransk, som der i mellemskolen var blevet skrevet på tysk. Man kom vidt omkring i hans timer. Vi blev belært om de kongeliges j'eu de paume i Paris' boldhus under l'Ancien regime, vi fik forklaret, hvori den galliske sprogbehandlings særlige elegance består, og vi lærte at udtale Bram- minge på fransk manér - med det resultat, at jeg aldrig har kunnet passere denne stad uden at mindes Sandfelds timer. Da det nu var den nysproglige klasse, han underviste i, krydrede Sandfeld det franske med sideblik til spansk og italiensk - det var jo dog altsammen "ikkuns dårlig latin". Jeg har siden haft megen glæde af disse sidespring, ligesom jeg også tidligt fangedes af hans illustrative bibemærkninger om sproglige særheder i russisk og tjekkisk. Mine sproglige interesser havde han allerede vakt i mellemskolen, og da han engang i l.g. henledte min opmærksomhed på Holger Pedersens bog om sprogvidenskaben i det 19. årh., var jeg solgt. Som antydet var Sandfeld i gymnasiet en noget anden end i mellemskolen. Han var meget mildere end før. Jeg havde den glæde at opleve ham på lidt nærmere hold, da jeg i gymnasietiden havde min gang i hans og fru Friedas hyggelige hjem, hvor jeg fik ekstrati- mer i tysk. Her fortsatte han, hvor han i sin tid slap. Stadig lige krævende, men på tomandshånd slet ikke streng, ja tilmed interessevækkende, hjælpsom og rar. Da Værnemagten i krigens afsluttende fase havde taget Katedralskolen, og jeg ved de skriftlige prøver sad i en høj renæssancestol på det gamle rådhus og skrev tysk studentereksamensstil i 1945, mens tyskernes tunge materiel rullede hen over Ribes toppede brosten på vej sydover, var min beslutning allerede taget: jeg ville fremover studere sprog. Bekendskabet med Sandfeld havde så stor betydning for dette valg, at jeg føler, jeg har lov at kalde ham min lærer. Heldigvis nåede jeg i tide at sige ham tak. Det kom vistnok som en overraskelse for mange, hvor behagelig Sandfeld var ved eksamensbordet. Altid rede til at overlade initiativet til delinkventen eller hjælpe over nervøsiteten med ikke ledende, men velovervejede, kontante spørgsmål. Mild var Sandfeld også, da jeg langt senere oplevede ham som censor ved universitetseksaminerne i russisk. Eksaminanden følte altid, at han/ hun hos ham var i gode hænder. Aage Sandfeld var født 1902 som søn af Kr. Sandfeld Jensen, der var professor i romansk filologi ved Københavns Universitet og en international kapacitet inden for fransk og rumænsk. Sproglig kunnen og sproglig interesse havde Aage Sandfeld således med hjemmefra. Han blev student fra Østre Borgerdyd 1921 og tog cand. mag. eksamen i 1933 med tysk og fransk som fag. Han havde da i en årrække studeret også i Prag og Wien, hvor han med iver kastede sig o- ver slaviske sprog og fuldkommengjorde sit tysk. Ribe Katedralskole ansatte ham i 1936 som timelærer, og året efter udnævntes han til adjunkt, i 1952 til lektor. Han tog sin afsked i 1972, men fortsatte endnu et årstid på skolen for at kunne føre sit gym- nasiehold i russisk op til eksamen. Og i Ribe blev han indtil det sidste. Æret være hans minde. Gunnar Svane fs.45J


BIND 10
To see the actual publication please follow the link above