Page 89

BIND 10

115 endnu ikke oprettet gymnasium i Nakskov, og Ribe blev da valgt til skoleby for den unge Schon, der blev etableret i Jægers pensionat i Sviegade med udsigt over haverne til Ribe Katedralskole, som han kom til at frekventere i tre år med et fint resultat, ligesom han kom i god kontakt med byens borgere. På skolen var han klassens nr. et og samtidig en god kammerat og klassens ordfører. Han blev stærkt indtaget i den gamle kultur, der levede i byens embedsstand og skolens markante lærerkreds. Han forstod nok bedre end vi indfødte Ribes storhed, som først rigtig gik op for os, da vi kom bort fra byen. Frode forlod Ribe som student i 1925. Han glemte aldrig Ribe og kammeraterne fra skolen, selv om han fik en travl tid i udenrigsministeriet med ophold i mange store landes byer, således omkring 1940 som legationssekretær i Berlin (Ripenser-Bladet juni 1978). Når lejlighed gaves, besøgte han Ribe, hvor han også fandt sin ægtefælle, Valborg Windfeld, blandt sin skoletids elever. Han var siden 1925 aktivt medlem af Ripenser-Samfundet så vidt hans omflakkende tilværelse tillod det. Han var i perioder medlem af bestyrelsen og kronikør til bladet. Hans virke var vidtrækkende og betydningsfuldt, og han vil huskes som en af Ribe Katedralskoles store sønner. Æret være hans minde. /)n to n AarAov fs..?.57 Ripenser-Samfundets bestyrelsesmedlem cand.interpret.Inger Olesen, f.Jacobsen er afgået ved døden den 26.september 1987, 52 år gammel. Inger Olesen blev nysproglig student fra Katedralskolen i 1954. Efter i en årrække at have arbejdet som korrespondent tog hun i 1980 eksamen fra Københavns Handelshøjskole som cand.interpret.(engelsk) for derefter at blive ansat som lærer ved Helsingør handelsskole. Her var hun utroligt afholdt af sine elever - hun krævede meget, men gav selv endnu mere. Samvittighedsfuld, dygtig og engageret var hun. Det var karakteristisk for hende, at hun i juni 1987 lod sig udskrive fra hospitalet, hvor hun var indlagt med henblik på en alvorlig canceroperation, for at føre et af sine elevhold op til afsluttende eksamen, da hun blev klar over, at ingen anden havde mulighed derfor. Men så var kræfterne også brugt op. Inger Olesens sidste måneder var ikke nogen nem tid. Angsten for at skulle dø blev en stedse nærværende del af hendes verden, men med ukuelig vilje forsøgte hun at bevare sit humør på trods af sygdommens ubønhørlige greb. De af os, der havde den lykke at komme hende tæt ind på livet, oplevede et venskab udover det sædvanlige. Hun var et kærligt, trofast og bundreelt menneske, til hvem man aldrig gik forgæves. Vi vil savne Inger Olesen. ^ i r s i i n e (Vørr


BIND 10
To see the actual publication please follow the link above