Page 106

BIND 7

vende ved i visse henseender, at pålægge de ugifte samlevende nogle af de samme byrder som de gifte; og så er forkludringen total. Ægtefæller og kun ægtefæller, har gensidig forsørgelsespligt over for hinanden. Men i mange tilfælde administreres sociallovene, som om de ugifte også havde det, hvad de ifølge loven ikke har. Resultatet er, at økonomisk betrængte par (fejlagtigt betragtes en normal lavtløn som tilstrækkelig for en families underhold), med eller uden vielsesattest, kan opnå en mere rimelig hjælp fra det offentlige, hvis de ophæver samlivet.'Dette sker ifølge forfatteren, der arbejder med skilsmissesager, i ikke så få tilfælde, hvor det stemte bedre overens med parternes inderste ønsker at blive sammen. Dette er ægteskabets familiefjendske konsekvenser, forårsaget af, at reglen om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt benyttes over for ugifte par. Familier motiveres tii splittelse på trods af, at lovenes oprindelige hensigt var at beskytte og styrke famiiielivet. Hvordan kan denne for familiesammenholdet højst uheldige situation afhjælpes? Lovgiverne må efter grundig overvejelse beslutte sig for, hvad det er de ønsker fremmet m.h.t. ægteskab og familieliv, og indrette lovene, så de på konsistent måde virker for disse mål. Forfatteren anfører, at hvis man ønsker særregler for folk, der lever parvis sammen, må disse regler være gældende for alle par, uanset om der foreligger en vielse eller ej. Men i øvrigt finder han kun særregler på sin plads i tilfælde af, at der er børn i hjemmet. Endvidere må familier, der er dårligt stillede, sikres økonomiske forhold, der er fuldt så gode, som dem de ville kunne opnå, hvis forældrene gik hver til sit, snarere lidt bedre for at få dem tii at holde sammen. At hele dette problemkompleks er meget indviklet og vanskeligt at løse, indser man ved at forestiile sig de konsekvenser, disse udmærkede forslag ville have. Samme regler for ægtepar og ugifte samlevende ville medføre, at ægteskabet blev betydningsløst og uden mening, og for de ugifte samlevende ville det betyde en utvangsvielse« fra myndighedernes side. Så er vi tilbage i den gamle situation, da kirkens normative magt, og befolkningens indordning under den, forhindrede samliv uden vielse. Dette vi! de fleste nok finde uacceptabelt. Mange bruger den papirløse tid som et prøveægteskab inden det rigtige ægteskab. Ens regler for alle samlevende kunne naturligvis indrettes, så de først trådte i kraft efter en nærmere fastsat tid, hvad der ville hjælpe på det, ligesom hvis reglernes mængde blev kraftigt beskåret, som forfatteren også går ind for. Det andet forslag, at det skulle belønnes, eller i hvert fald ikke straffes at have eller opretholde samlivet for familier med børn, ville i sin konsekvens relativt forringe de enlige forældres vilkår. Det er netop af retfærdighedshensyn over for disse og deres børn, at de regler er opstået, som i visse tilfælde gør det fordelagtigst at gå fra hinanden. Man ville så antagelig lave specielle regler for at hjælpe dem, hvorefter vi er tilbage i den første situation igen. Balance kan ikke opnås, da man ikke præcis kan beregne størrelsen af ulempen forbundet med at være enlig. En vej ud af dette problem ville være forfatterens forslag om støtte, der i højere grad end nu, er trangsbestemt fremfor regelbestemt. Man er fra lovgiverside klar over, at der er problemer, og at målsætningerne skal tages op til overvejelse. Derfor nedsattes i 1969 et ægteskabsudvalg til vurdering af den nye ægteskabslov, der trådte i kraft den 1. januar 1970, og til vurdering af eventuelle behov for ændringer og til overvejelse af, hvorvidt nogle af ægteskabets retsregler skulle være gældende for visse ægteskabslignende forhold. Udvalget er mig bekendt nedkommet med 6 betænkninger. Men det er et tungt apparat at arbejde med. Forkludringen skrider fortsat fremad, og en stadig større del af befolkningen udvikler direkte antiægte- skabelig holdning. Mens græsset gror, dør horsemor. Anna Q. 100


BIND 7
To see the actual publication please follow the link above