Page 155

BIND 7

efterladt en følelse af en salig fred, som aldrig kan slettes. Hjemme ventede årets store middag: Gåsesteg fyldt med æbler og svesker, risengrød med kanel og sukker og et dybt stirrende smørøje i midten. Risengrøden skulle lægge bunden, og den blev serveret i dybe suppetallerkener. Det var også et sådant fad, nissen og katten fik op. For at hjælpe med til formålet blev der puttet en mandel i grøden, og den, som fandt den, fik mandegaven. Det var en list for at stopmætte folk, og den tjente sit formål ganske fortræffeligt. Efter gåsen fik vi pandekager, store, gode og tykke. Hvordan jeg kunne klare dem, ved jeg ikke, men sådan var familietraditionen. Når middagen havde haft tid til at sætte sig, og alt køkkenarbejde var udført, tog fader plads for enden af det lange bord med hele husstanden forsamlet omkring sig, både med tjenestefolk og spædbørn uden undtagelse, og læste historien om barnet: »Og det skete i de dage«, medens moder tyssede på det mindste barn. Så sang vi alle: »Et barn er født i Bethlehem«, som den salme, vi bedst kunne lide, for den fortalte, hvordan vi i himlen skulle gå i kirke: På sfjernefæpper lyseblå skal glade vi fil kirke gå. Fader var ingen sangfugl, men han sang bravt for med sin sitrende basstemme, og vi faldt alle i med. Kokkepigen Ane og stuepigen Marie tørrede stjålent deres øjne i deres forklæder, for de var gode og gudfrygtige tjenestefolk, og dette var deres julegudstjeneste. Da det sidste hallelujah var døet hen, blev der åbnet for julens port, idet døren til stadsstuen blev slået op på vid gab, og der stod juletræet med skinnende lys, og spædbarnet blev båret ind med øjnene vidt åbne som den første ved juletræet, for julen var jo barnets fest og var den sidst ankomne og derfor nærmest i berøring med det gud- melige. Så gav vi hinanden hænder og dansede rundt om træet. Fader holdt den mindste, og vi lo og var glade, når den lille skreg af glæde og strakte sine små arme mod lyset. Da Ansgar prædikede Den Hvide Krist for vikingerne i Norden, fortæller legenden om juletræet, at Herren sendte tre sendebud til jorden: Tro, Håb og Kærlighed, for at finde det ypperste træ. Det skulle være højt som håbet, vid som kærligheden, og det skulle bære korsets tegn på hver kvist. De valgte granen, som bedst af alle træer i skoven kunne opfylde kravene. Vort træ blev prydet med vokslys, der er det eneste rigtige på et juletræ, lys af voks, som blander deres duft med brændt gran. Dertil røde æbler, appelsiner og gammeldags stads i overflod lavet af kulørt papir hjemme i stuen; dertil kom legetøjstrompeter, valdhorn og en gyngehest anbragt foran. Jeg tænker særlig på et lille broget malet hesteforspand med et træsæde imellem, hvor »Blis og Blanke« var malet på hver af dem. Klokken 12 om natten ophørte vor juleaften. Hvis en pige den nat ville kende sin skæbne, skulle hun gå baglæns i seng og kaste en sko over den venstre skulder eller gemme den under sin hovedpude og højt fremsige det vers, som anmoder de Hellig Tre-konger om at vise hende den mand, hvis dug, jeg skal brede, hvis seng, jeg skal rede, hvis navn, jeg skal bære, hvis brud, jeg skal være. Den mand, som viste sig under hendes søvn skulle være hendes husbond. En af de gamle skikke, man havde holdt fast ved fra gammel tid, var blæs- ning fra det gamle borgertårn. Ved solopgang, medens borgerne endnu sad ved morgenkaffen, steg tårnorkestret op ad de mange trappetrin til den øverste platform på tårnet, og deroppe fra i godt som i dårligt vejr - og undertiden blæste der en brandstorm - spillede de fire gamle hymner, en mod hver af de fire verdenshjørner, så at ingen blev glemt. De begyndte altid med Luthers magtfulde toner: »Vor Gud han er så fast en borg«, medens vi andægtigt nedenfor lyttede til. Der var 149


BIND 7
To see the actual publication please follow the link above