Page 156

BIND 7

noget både sælsomt og smukt ved disse toner langt borte i den kolde vinter, en fornemmelse af, at det ikke var noget jordisk, men at det i min barnlige forestilling var englenes sang fra Ju- dæas bjerge. Selv nu mange år efter har jeg endnu den følelse. Det har ikke været, fordi musikken var så ekstra, for orkestret bestod af småhandlende og håndværkere, som derved tjente en ekstra skilling. Men ligemeget, det var dejligt, jeg har aldrig senere hørt musik, der har rørt mig så meget. Når de sidste toner døde hen, begyndte klokkerne med deres dybe stemmer deres sang ud over mark og hede, og vor jul var rigtig begyndt. Hele fjorten dage holdt vi jul. Rigtig jul fra lille juleaften og til nytår. Derefter var der en uge med yderligere fester, indtil livet igen kom i sin vante gænge. Årets store bal blev afholdt anden juledag, da alle byens spidser mødte op i Klubben, hvor amtmanden, borgmesteren, biskoppen og rektoren for latinskolen præsiderede og tog imod. Det var byens største officielle fest, præget af ægte venlighed uden at være stiv og kedelig. Det var en passende lejlighed til at stifte partier gennem foretagsomme mødre eller gennem de unge selv, hvorefter forbindelserne blev deklareret som dagens store nyhed. Når vi var sendt i seng denne store aften, og fader og moder tog af sted i deres bedste søndagstøj, vidste vi, at de ikke ville vende tilbage før end kl. 2 om morgenen. Kl. 10, når vægteren brummede sin søvnige sang, havde man sædvanligvis spist og var faldet til ro, men denne nat lå vi vågen i lang tid og lyttede til sneens knirken under hjulene, der ustandselig rullede forbi, og vi prøvede at forestille for qs selv al den storhed, som de bar med sig. Alle køretøjer i byen var taget i brug, jeg tror, der var fire. Når vi ikke dansede eller underholdt os med børnespil, åd vi os gennem de to højtidsuger. Vi spiste massevis af småkager, og når vi kom frem til lyset B/æsm'ng /ro det store ?drn. af det nye år, herskede der almindelige fordøjelsesvanskeligheder. Tænk engang at spise mellem måltiderne. Det var den stadige beskæftigelse i hele to uger. Pebernødder var for os børn uløseligt knyttet til julen. Vi betalte bøder med dem i »Skrabnæsespillet «, hvor spillerne med et strå skulle liste pebernødder ud af en stor bunke uden at røre andre, og hvor en tynd sytråd anbragt i bunken gjorde det ekstra vanskeligt. Eller: »Uncjr hvilket træ ligger min gris?«, hvor grisen var en pebernød, der lå under en finger i den lukkede knytnæve, og i Sorteper og flere andre spil drejede det sig også om pebernødder, julen uden pebernødder ville have været en ren fiasko. I juleugen kom vægteren samt enhver anden, der året igennem ydede huset en tjeneste eller ville komme til det, til døren for at byde »Godt Nytår «. Det var en skik i den gamle by, der kunne føres tilbage til de ældste tider, hvor kravet fra disse synes at have været tællelys, men nu i stedet var en sølvmønt eller en otteskilling, hvilket var en halv mark. Skorstensfejeren var der, renvasket for en gangs skyld; på andre dage lagde han vægt på at ligne sin håndtering. Byens bedemand kom også. Han bad afvekslende byen til bryllup eller til begravelse og hav- 150


BIND 7
To see the actual publication please follow the link above