Page 98

BIND 7

En jubiiar her satte dette minde. Hans tanke var, jeg tror, et iille hvil Minervas sønner, døtre kunne tinde, når de had' læst og skrevet deres stii og etter stille sidden tik i sinde at ta' en konditur ad skoven tii. ) ro og mag man kunne og spadsere og tænke og med venner diskutere. På bænken tæsted' han en gyiden piade af messing med en fornem inskription, og for at holde blank den runde flade det snart blev tii en yndet tradition, den ny student med kiud og med pomade den pudsed' smukt ved endt translokation. Således med maner blev afsked taget, og bænken næste årgang overdraget. At «Tempora mutantur" ej betyder, at alt dermed vi ændret om os ser. Når vi i Ribe stadig freden nyder på piigrimsfærd hver sommer fler' og fler', det vore hjerter altid fryder at se, hvordan med pietet man her det gamle stadig værne, agte, ære. Derfor i Ribe er det godt at være. Men bænken, kære venner, man forgiemte. Her pieteten kom trods ait tii kort, og vemodsfyldt det os for hjertet stemte, at se den gyldne plade fæl og sort, og som vi stod om bænken, vi bestemte, at ej på ny vi kunne drage bort ej vores kære fødeby forlade, før biank vi så vor skoies mindeplade. Nu har vi pudset biank den og med renter og tii jer unge, som tit næste år fra skoten springer ud som ny studenter læg jeres vej da om, hvor bænken står, da håber vi - det vi af jer forventer, at den sin vante omgang pudsning får, åt i den iiite pligt hvert år opfylder biot er, hvad vores skoles navn vi skytder. Marie Sophie Haar (atud. 38).


BIND 7
To see the actual publication please follow the link above