
SIDE 16 Under Hjelmene nr. 1/2019
Vi er 20, der tænker
– i stedet for en enkelt,
der bestemmer det hele
Et fast morgenmøde på de CG Jensen-pladser, hvor Jesper Poulsen er formand,
er med til at sikre, at stemningen og samarbejdet mellem medarbejderne er i top.
Det handler om at inddrage, lytte og handle, mener Jesper.
Det hele startede for godt 25 år siden,
hvor Jesper var sjakbajs. Dengang var
han med til nogle enorme møder, når
der skulle startes op på en ny plads.
Der var altid en projektleder og en
formand, som fortalte, hvad der skulle
ske, men der var aldrig nogen, som
turde spørge om noget på møderne. Til
gengæld hørte Jesper så på al det brok,
der var, når arbejdet så først gik i gang.
- Så jeg tænkte, hvordan fan’ får vi
løst op for det her. Derfor brugte jeg
fem minutters tid efter den kaffepause,
der var kl. 11 dengang. Der fik vi snakket
ordentligt sammen i sjakket, så vi
kunne få tingene til at glide bedre.
Jesper Poulsen har i løbet af de 25
år, som er gået siden de første møder,
arbejdet aktivt med at gøre sin metode
endnu bedre. Simpelthen fordi han
kunne se, at det smittede voldsomt af
på arbejdsglæden, og at inddragelsen
fik en masse af de klassiske problemer
på byggepladsen til at forsvinde. Undervejs
har han også deltaget i en række
kurser, hvor der netop har været sat
spot på inddragelse via fx tavlemøder
og toolbox-møder.
En aktuel sag
På en helt aktuel sag på Østerbro i København,
viste Jesper allerede fra starten,
at der var alle muligheder for at
byggesagen ville skabe vanskeligheder,
som også kunne smitte af på både samarbejdet
og humøret på pladsen:
- Vi vidste godt at der ville blive en
masse mas med, at folk ville gå i vejen
for hinanden. Der ville blive udfordringer
med at få plads til elementbilerne.
Hvor skulle armeringen læsses af og
opbevares? I baghaven var der en børnehave,
og i forhaven havde vi vejen og
fortovet, fortæller Jesper.
- Derfor gør det pokker til forskel, at
vi hver morgen holder et møde, og det
er med alle ansatte – rub og stub. Det
er med fuld gennemgang af alt det, vi
skal nå i de kommende dage. Jeg skriver
ned på tavlerne, hvornår materialerne
leveres, og hvornår de forskellige
opgaver skal udføres. Og når alle hovedlinjerne
står på tavlen, så kan alle
få et fuldstændigt overblik over, hvad
der skal ske i løbet af ugen. Og på den
måde får vi også fanget alt det, som kan
give problemer. Fx kan ham, der skal
modtage væggene sige: ’hvor skal min
elementvogn være henne?’ – og så får
man tænkt over tingene, og får det lagt
til rette, så elementerne kan leveres
uden problemer.
Der er ikke noget, der er for småt
til mødet. Det kan være, at der står en
eltavle i en vandpyt, eller måske er der
blevet mudret, så det ville være smart
at få gjort rent to gange om ugen. Alt
får lov til at komme med.
Hurtigt og effektivt.
Ingen af morgenmøderne varer over et
kvarter. Ofte er det hele klaret på blot
fem minutter. Men hver eneste morgen
går alle fra mødet med et klart overblik
over de ting, der sker på pladsen.
- Selvfølgelig sker der altid nogle
uforudsete ting, som ændrer på planerne,
men det ender tit med at være
småting, der skal justeres, siger Jesper.
Det hele startede med en enkelt tavle,
men det er senere udvidet, så der nu
også er en tavle med en opdateret byggepladsoversigt,
så alle ved, hvor tingene
står henne. Der er også en oversigt
over, hvornår fx lærlingene er på skole,
eller hvis folk har fri. Det hele er med
til at sikre, at alle opgaver bliver grebet,
og intet bliver glemt.
- Det er klart, at når vi får nye folk
ind på en sag, så gør det jo i starten
det, de er lært op til. De er simpelthen
vant til ikke at sige imod, og den
første uge sidder de sådan gemt lidt af
vejen. Men når de ser, at det hjælper
at spørge efter fx en lift, og at der så
også kommer en lift. Eller at der også
kommer en støvsuger, hvis man siger,
at der er brug for en. Så begynder det
at hjælpe stille og roligt. Og det er jo
sådan, at det skal fungere: Der skal en
handling til, ellers så kan man jo holde
nok så mange møder, og så ville alle
stadig være utilfredse. Jeg gør det jo
kun fordi, at det kan betale sig.
AF METTE BACH CHRISTENSEN
OG MORTEN BROE BICHEL
Stille og roligt
forandrede møderne sig
Kan mærke det på
kollegerne
Kasper Olsen er
arbejdsmiljørepræsentant,
og han
er nok en af dem,
som kan vurdere,
om Jesper Poulsens
morgenmøder og
tanker om medindflydelse
overhovedet virker. Det
spurgte Under Hjelmene den unge
AMR om:
– Jeg er nok den, der kan mærke
Jespers måde at gøre tingene på allerbedst.
Det er jo mig, som folkene
snakker med, når vi går på pladsen,
og når det drejer sig om arbejdsmiljø.
Så jeg kan helt sikkert mærke på
mine kolleger, at det giver noget.
Også i forhold til det sociale og
sammenholdet.
– Selvfølgelig sker det, at der er
nogen, der ikke lige får sagt det,
som de har på hjerte, når vi sidder
til morgenmødet. Det kan måske
også være svært, hvis man er ny, og
der sidder 20 mennesker. Og der
kan det måske være nemmere for
dem at sige noget, når de er på tomands
hånd med mig. Men så sker
der ofte det, at vi får det taget op på
mødet dagen efter. Så det sker stort
set aldrig, at folk brænder inde med
noget.
– Der er heller ingen tvivl om, at
nye folk hurtigt får øjnene op for, at
vi tager arbejdsmiljøet alvorligt, og
at det er helt OK at stille spørgsmål
og krav. De kan jo se, at vi bruger
meget tid på at snakke om det, og
at der faktisk sker noget, når vi har
talt om tingene. Det er alt sammen
med til at skabe en god holdånd og
en god stemning på pladsen.
Læs mere
i TEMA’et